Da FlaskePostens redaktion midt i juli modtog en besked fra Runi Haraldsen om, at de var en flok unge mænd, der havde fået den gamle fladbåd slæbt fra bådehuset op til Tornby Gl. Købmandsgaard for langt om længe at få den på ret køl efter mere end et årtis forfald, blev vi som tidligere omtalt naturligvis nysgerrige efter at høre mere om deres ambitiøse plan, som var allerede i sensommeren at få båden i Vesterhavet.
Dengang var vi umiddelbart forundrede, fordi andre i mere end 10 år havde haft ansvaret for fladbåden, som de var grundstødt med, hver gang de havde forsøgt at få den restaureret og tilbage på ret køl, men vores og især andres mere kritiske syn på projektet viste sig heldigvis snart at blive gjort til skamme, idet de unge og ambitiøse mænd bag det hurtigt viste sig at sætte ualmindelig meget handling bag tidligere tiders snak.
Det har vi alt sammen allerede refereret i andre artikler og desto mere glædeligt var det derfor torsdag at erfare, at fladbåden efter nogle dages saltvandsbad ved Hirtshals Bedding blev trukket i land og kørt hjem til tvillingerne Mikkel og Morten Tørholm på Strandvejen i Tornby. Her får båden så den sidste kærlige og kompetente hånd, hvor alle de gennemtænkte detaljer færdiggøres, før den første rotur finder sted lørdag kl. 15.00 fra Tornby Strand.
Derefter kommer der et møde mandag ved bådehuset, hvor de få tilbageværende i den gamle bestyrelse mødes med de mange nye kræfter, som forhåbentlig dermed får ligeså meget held som hidtil med at genrejse Tornby Bjærgelaug. Allerede nu har de unge vikinger planer om samtidig at få genoplivet de fester, der for få årtier siden kunne samle 700 mennesker i et telt på parkeringspladsen ved Munchs Hotel. Godt gået!