Borgmesteren og B75 til morgenmøde hos HHE på Lilleheden

Efter de sædvanlige dagsordenspunkter om økonomi og aktiviteter samt nye medlemmer og butikker fik først Mette Jensen samt borgmesteren og dernæst B75 ordet på Restaurant Lilleheden.

12

Efter de sædvanlige dagsordenspunkter om økonomi og aktiviteter på morgenmødet hos Hirtshals Handel & Erhverv, der traditionen tro blev holdt på Restaurant Lilleheden, redegjorde Mette Jensen, som er koordinator ved Hirtshals Fiskefestival, for dette års arrangement, der bød på flere nyheder, hvoraf den største nok var Local Cooking.

Dernæst fik borgmester Arne Boelt ordet, idet han altid har en stående invitation til disse morgenmøder hos HHE, hvor det ellers er Ventres byrådsmedlem Jørgen Christensen, der redegør for den politiske situation i Hjørring Kommune. Borgmesteren benyttede muligheden til at få omtalt store projekter som havneudvidelsen og møllerne, som i bogstaveligste forstand skulle være lige oppe over.

Boelt kom blandt andet også ind på nødvendigheden af at få anlagt et nyt spor ud for havnens gamle administrationsbygning, hvilket er nødvendiggjort af godsbaneterminalen. Her fremhævede borgmesteren den velvilje, som kommunen var blevet mødt af hos bygningens nye ejer, der som bekendt er Iver Espersen og Skagerak Group. Vest for bygningen bliver der desuden efter planen anlagt en ny passage fra Banegårdspladsen ned til Havnegade. Ligesom der skal laves ny busholdeplads.

Endelig fandt borgmesteren også anledning til lidt kritik af Color Line. Rederiet gør nemlig angiveligt ikke nok for at bidrage til en afhjælpning af trafikbelastningen ved færgerne. Borgmesteren anerkendte kommunens ansvar for at bidrage til en bedre afvikling af trafikken og påpegede her eksempelvis anlæggelsen af Sigurd Espersens Vej. Rederiet kan dog ifølge borgmesteren også tage et større ansvar, når bilerne skal tjekkes ind, hvilket måtte kunne gøres mere effektivt, lød hans pointe.

Af andre emner, der blev berørt med inddragelse af indlæg fra Mette Jensen og Jørgen Christensen, var antallet af ufaglærte udenlandske arbejdere samt de forringede offentlige toiletforhold og problemerne med autocamperne, der ikke bare fortsat, men i stigende omfang camperer udenfor den anlagte betalingsplads ved Doggerbanke. Desuden blev det foreslået, at der skulle laves en telefonkæde inddragende alle de handlende medlemmer af foreningen for at give dem mulighed for at advare hinanden om tricktyve, som myndighederne også i disse dage advarer imod.

Før handelsschef Jens Brændgaard kom til punktet om forslag fra medlemmerne og eventuelt, hvortil der ikke var noget, fik Daniel Søndergaard Christensen samt brødrene Andreas og Simon Rokkjær ordet på vegne af B75. Den i vide kredse herhjemme og tillige internationalt berømmede bordtennisklubs repræsentanter servede elegant bolden over til Hirtshals Handel & Erhverv. Fra bordtennisklubbens side var der nemlig nu et begrundet ønske om større sponsorstøtte til projektet med at være den eneste jyske eliteklub i Stigadivisionen.

De tre musketerer fra B75 fik ingen kontante løfter med fra mødet, men til gengæld en garanti for, at Jens Brændgaard hellere end gerne formidler bordtennisklubbens sponsormateriale og andet ud til samtlige medlemmer af HHE.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments