Målrettede unge mænd vil genrejse Tornby Bjærgelaug

Der har været gjort flere forgæves forsøg, men nu ser det ud til, at en håndfuld unge mænd lykkes med at genrejse Tornby Bjærgelaug.

28

Der har været gjort nogle forsøg i de senere år på at få restaureret den gamle fladbåd og genrejst Tornby Bjærgelaug.

Det seneste forsøg beskrev vi her på webavisen i en artikel 10. juni 2014, men det løb desværre ud i sandet, hvorefter båden heller ikke dengang kom i vandet.

Tirsdag aften får vi på webavisen så besked om, at nu har en håndfuld initiativrige unge mænd taget over, hvor de forrige slap og denne gang med en stålsathed, der virker overbevisende.

De har tirsdag eftermiddag fået slæbt den tonstunge fladbåd fra bådehuset i klitterne overfor Munchs Hotel op til Tornby Gl. Købmandsgaard.

Her er de så gået i gang med at skrabe og slibe den gamle og delvist afskallede maling af den smukt klinkbyggede båd, der virkelig trænger til en kærlig hånd, men ellers virker til at være i rimelig stand efter de mange år på land.

– Det var egentlig Janice Hunter, der ringede til tvillingerne Mikkel og Morten Tørholm for at høre, om ikke de havde lyst til at genoplive projektet, fortæller Runi Haraldsen, som denne aften er sammen med Simon Larsen og Mikkel Møller Andersen.

Brødrene fik så samlet det lille hold, som har taget de første skridt ved at få båden slæbt op til Købmandsgaarden. Ligesom de har fået tilsagn om sponsoreret maling fra Duusgaard.

Endelig har de også snakket med de gamle smede på Tornby Gl. Købmandsgaard. De har givet tilsagn om hellere end gerne at ville smede det, der skal bruges til båden.

Endelig har de også forhørt sig hos et andet firma på havnen om mulighederne for at få den i saltvand, hvor den vil have godt af at ligge nogle dage for at få det tørre træ vædet.

– Vi ville gerne have den i vandet her på sensommeren eller det tidlige efterår. Bjærgelauget har nemlig 90 års jubilæum næste år, da det blev stiftet i 1926. Det vil vi gerne fejre og have øvet os lidt først, uddyber Runi Haraldsen.

FlaskePostens udsendte er selv vokset op i stationsbyen og har derfor også stor veneration for den gamle fladbåd, som er set blevet roet ved mange kapsejladser til strandfester.

På webavisen har vi derfor også tænkt os at følge det nye projekt tæt og yde de stålsatte og intiativrige unge mennesker al mulig opbakning.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments