Det er femte år, at harmonikakurset finder sted på Horne Efterskole. Tidligere har kurset fundet sted på Nordsøhøjskolen samt Højskolen Diget ved Aalbæk.
Der bliver arbejdet med et væld af genrer, på forskellige niveauer, så kursisterne selv kan vælge hold efter interesse og niveau. På kurset bliver der talt musikteori, musikhistorie og øvet samspil.
Kursister med andre instrumentale interesser end harmonika, kan også være med, da der er hold med blandet instrumentering.
Akvarel kurset på 1. sal, ledet af Stinne Teglhus, har naturen og landskabet i Vendsyssel i fokus, og lader sig inspirere af dette fantastiske landskab. Her bliver der øvet de grundlæggende teknikker indenfor tegning og akvarel, og kursisterne lærer at fastholde farver, linier og stemningen i deres billeder.
Dog er det ikke kun musik og kunst der sker på Horne Efterskole. Kursisterne skal torsdag på tur rundt i Hirtshals, hvor de blandt andet skal besøge Hirtshals Redningsstation.