Tornby træder i karakter med fremstød

Konkurrencen skærpes mellem de mindre byer i Hjørring Kommune.

21

Konkurrencen mellem de mindre bysamfund skræpes i disse år betydeligt, hvilket skyldes den centralisme, som blandt andet har ført til skolelukninger rundt omkring i Hjørring Kommune.

Tidligere borgmester Knud Størup gjorde for så vidt opmærksom på det i sin grundlovstale ved arrangementet hos Tversted Bjærgelaug. Her påpegede han det prisværdige arbejde, som gøres i de små byers klubber og foreninger. Uden dem ville disse samfund ifølge den forhenværende bykonge være sat helt udenfor indflydelse.

Konkurrencen om lokalpolitikernes opmærksomhed og gunst har givetvis været tydeligst under strukturdebatterne om skolelukninger, hvor der især blev kæmpet i blandt andet Tversted, Horne og Tornby.

Både sidstnævnte stationsbys og Tversteds skoler var nemlig lukningstruede, men et solidt sammenhold og benarbejde både lokalt og fra ledelsens side hos Hirtshals SkoleCenter reddede i sidste ende Tornby Skole.

Selv om stationsbyen i forvejen er et af de meget få af de små lokalsamfund, som rent faktisk har et stigende indbyggertal i Vendsyssel, har borgerne alligevel fastholdt sammenholdet og træder nu yderligere i karakter.

Det sker blandt andet med en helt ny pjece, hvor borgerne sætter fokus på byens omkringliggende natur, fællesskabet, skolen, infrastrukturen med tog og nært liggende motorvej samt attraktive byggegrunde.

Borgerne bag pjecen og en fin hjemmeside har oven i købet sammenfattet byens mange kvaliteter i et slogan, der favner det hele: Tornby – en by med spor fra fortiden, en aktiv nutid og mod på fremtiden

Link til byens egen hjemmeside: Tornby

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments