Det er ikke længere nogen nyhed, at Nordjyske Bank har fusioneret med Nørresundby Bank. Til gengæld har direktionen nu meldt ud til aktionærerne, at harmoniseringen af de to banker er i fuld gang. Ligesom en ny strategi vil blive lagt og fremlagt.
Samtidig gør direktionen det imidlertid helt klart for aktionærerne, at man vil fastholde lokalbankstrategien, hvor det fortsat skal være let at komme i kontakt med banken og medarbejderne. Banken vil dermed stadig være så tæt på kunden som muligt for at kunne yde den rådgivning og service, som begge banker tidligere har været kendt for.
Hvad enten det altså eksempelvis er kunderådgiver Lene Ibsen eller filialdirektør Jens Buje, der ses på billedet ovenfor, man gerne vil have en snak med, vil de derfor også fremover være lette at få kontakt med på Jørgen Fibigersgade 16 i Hirtshals.
I forlængelse af fusionen og finansieringen af denne bliver der desuden gennemført en såkaldt aktieemission, hvortil prospektet bliver offentliggjort i begyndelsen af juni måned. De hidtidige aktionærer får fortegningsret til de nye aktier i forholdet 2:1 til kurs 115.
Som aktionær får man ikke bare muligheden for at gøre en god investering, men får ydermere en lang række kulturelle og sportslige tilbud lige fra blandt andet billige billetter til Fårup Sommerland og partoutkort til golfturneringen Made in Denmark samt Cirkusrevyen og musicalen Grease.