Søndag stod i i mekanikkens tegn, da et veterantog trillede ind på stationen i anledning af veterantræffet, mens alle butikkerne holdt åbent i Sindal.
– Omkring træffet, som nu er blevet afholdt 14 gange, kan jeg sige, at det var intet mindre end en gigantsucces. Aldrig har vi set så mange mennesker i byen og vejret blev bare perfekt, fortæller Tommy Høj, der bor i Hirtshals, men har Høj Data og Colorama i Sindal.
– Veterantoget var ligeledes en kæmpe succes, som vi gentager næste år. Vi nåede op på over 140 køretøjer i alt, så byen var simpelthen proppet med nostalgi, noterer Tommy Høj, som tidligere på året blev formand for Sindal Handel, der er en underafdeling af Sindal Udviklingscenter.
Arrangøren var da også netop Sindal Udviklingscenter, som er en sammenslutning af handel, erhverv og turisme i den nedlagte Sindal Kommune.