Niels Kristensen er leder af Andromeda, som er et socialpædagogisk skibsprojekt, der fornylig kort har været omtalt på FlaskePosten. Det
Leder har han været siden oprettelsen i 1997. Han er desuden også skipper på skonnerten Jylland, som er projektets sejlskib.
– Jeg har selv fisket fra Hirtshals, ombord på Charlotte Kold, sommeren igennem i 1974. Efter det startede jeg i søværnet, fortæller Niels, mens Flaskepostens udsendte bliver vist rundt.
Niels, der er født i Sindal, og som 7 årig kom til Thisted, har da også rødder i lokalområdet.
– Det er første gang, vi ligger i Hirtshals. Vi er ude på øvelsessejllads, og Vesterhavet giver de unge god mulighed for at træne sømandskab samt at vende sig til søen, fortsætter Niels, mens vi inspicerer broen, der har alt det udstyr, som et erhvervsfartøj skal have.
Skibet har et hav af godkendelser, det gælder både det pædagogiske arbejde, men også de godkendelser fra Søfartsstyrelsen, der skal til for at drive et erhvervsskib.
Skonnerten er netop vendt hjem fra skærgården, der gav mulighed for træning under noget mere stille og rolig søgang.
Andromeda er en non-profit fond, som har til formål, via anerkendende pædagogik, at hjælpe udsatte unge, give dem tryghed og en forudsigelig hverdag. Dette får de ombord på skonnerten Jylland, der har sine døre åbne, døgnet rundt, 365 dage om året.
” Vi giver de unge en mulighed for at udvikle sig og skabe et indre ønske om forandring. Det gør vi ved at tilbyde struktur, ansvar, relationer samt forudsigelighed, tilføjer Niels, men vi får en kop kaffe i skibets messe.
Hverdagen ombord består af skolegang, vedligholdendesarbejde på motorer, dæk, kabys samt sømandskab. Der er plads til 6 unge ombord, hvor de har deres eget lukaf. Aldersgruppen ligger på 15 til 23 år, og tiden ombord på skonnerten kan variere imellem 2 til 3 år.
– Vi har en masse projekter i løbet af vores sejllads om sommeren. Blandet andet Tall Ships Race i Aalborg, øvelse med marinehjemmeværnet og Aalborg Regatta, afslutter Niels.
FlaskePosten ønsker Skonnerten Jylland god vind og god tur!
Du kan læse meget mere om Andromeda og Skonnerten Jylland på deres hjemmeside: www.andromeda.dk