Turen startede fredag morgen med mønstring på dækket af M/S Fio. Ikke færre end 10 personer fra Silkeborg og syv tyskere var mødt op med grejet parat til at fange torsk, og hvad der ellers kunne bide på de farvestrålende forfang.
Vejret var dejligt denne fredag morgen, og humøret var da også i top hos den fremmødte flok. En times sejllads fra havnen bimlede klokken, der signalerer starten på fiskeriet, og de fremmødte lystfiskere var hurtigt ude med grejerne.
Det varede da heller ikke længe, før de første torsk, under kammeratlige råb alt efter størrelse, blev hevet ombord. Holdet fra Silkeborg måtte hurtigt sande, at fiskeriet på Vesterhavet er en del anderledes end lystfiskeriet i Silkeborgsøerne. Både hvad angår størrelse af fisk og kvantitet.
Inden klokken ringede af for sidste gang på denne tur, havde hver mand både rigeligt med fisk og fortsat højt humor. Blandt dagens fangst var både mørksej, knurhane og selvfølgelig torsk.
Det var en træt, men glad samling lystfiskere, der sammen med webavisens udsendte blev sat i land fra M/S Fios faste plads ved Vestkajen i Hirtshals Havn.