Der var mødt 24 deltagere, som var både børn, unge og voksne, til mødet kl. 19.00 for ildsjæle onsdag aften på Horne Efterskole.
Formanden for beboerforeningen Kristian Andersen ledte mødet, der stemningsfuldt blev sunget i gang med “Kom Maj du søde milde”.
Derefter var der ræsentation af arbejdsgruppen, som består af Kristian Andersen, Lotte Hyttel, Jette Michno, Liza Bøcher og Alyne Delaney.
“Det nye grønne hjørne” blev dernæst præsenteret og vil rumme skateareal, opholdsareal overdækket af sejl, legeplads og multibane. Der vil blive kørefast adgang, hilket gør det muligt, at arealet dermed også kan bruges til alverdens andre formål af foreninger og klubber.
Mange foreslog muligheden for reklamer i kontrolleret udgave til gengæld for donationer på banen. Dette har arbejdsgruppen ikke en endelig holdning til.
Beboerforeningen har allerede to uger efter budgettet blev fastlagt tilsagn om mindst 100.000 kr. Der er desuden støttetilkendegivelse fra en række foreninger og klubber i og omkring Horne.
Der lyder mange tilkendegivelser af, at byens børn, der i stort antal allerede benytter hjørnet, også gerne vil yde en indsats for at skaffe midler.
Ideer er der masser af også nogen med potentiale. Eksempelvis netauktioner over donerede gaver og arbejdskraft, indsamling af skrot, pantbelagte dåser og flasker samt byfest og flere andre forslag.
Byens for tiden tomme købmandsbutik stilles kvit og frit til rådighed i en periode af indehaveren Keld Svendsen. Hvad denne kan anvendes til, skal der tænkes videre i af arbejdsgruppen.
Efterskolen og Slagter Winther har givet tilsagn om tilberedning og donation af måltider til mange. Således var der adskillige ideer til videreudvikling. Bag skiserne står ENG Arkitekterne.
Efter en kaffepause etableredes ide- og arbejdsgruppen til detailtænkning. Selve arbejdet med etableringen skal gerne igangsættes forår eller efterår 2016.
Foto og noter: Poul Martin Michno