På min indkøbsseddel stod: ”Grønsager fra MARKLIV” – Kort og godt, slet og ret, simpelthen…
Og enkelt er det: På hverdage mellem ti og sytten kan du – hvis du køber for mindst 200 kr. – få friske grønsager lige fra jorden og ned i den kasse eller net, du selv har med…
Og konceptet er ligetil: Økologisk mikrolandbrug, hvor der pusles om planter og jord uden brug af maskiner… ingen pløjning og udstrakt brug af sædskifte og ro og beplantning, hvis eneste formål er bunddække og opsamling af næring…
Og lige herfra er det nok ikke så simpelt, som det lyder, for det må indebære noget mere fysisk arbejde…
Det pløjefri landbrug er Mads Rubæk og Michael Søe Larsen, som driver MARKLIV, ikke alene om, og det er ikke forbeholdt økologer – ifølge mediet EFFEKTIVT LANDBRUG blev ca. 16% af den danske landbrugsjord i 2018 dyrket uden brug af plov… ”Conservation agriculture” har som formål at forstyrre jorden så lidt som muligt til gavn for biodiversitet og ikke mindst til gavn for de afgrøder, der skal have glæde af jorden…
Det lyder lidt mere besværligt og lidt mindre produktivt, end det vi kender fra traditionelt landbrug, og måske er persillerødder og gulerødder ikke helt så snorlige, som dittoerne fra Fakta, men det xtra arbejde i marken og ved køkkenbordet er nødvendigt, hvis vi mener noget med at gøre vores tilværelse mere bæredygtig…
Det er også lidt mere besværligt at skulle lade sin bil op, men man vænner sig hurtigt til det, og hellere leve livet lidt langsommere frivilligt end at få det påtvunget…
Vrå Højskole og flere restauranter henter deres grønsager hos MARKLIV… Det vil jeg også gøre, hvis jeg kommer forbi Vrå, og måske er der et lignende tilbud i nærheden af, hvor du bor…
Foto: Elling