Til trods for coronaforhindringer bevæger borgerne sig heldigvis hele tiden fremad i det stort tænkte projekt med stier i Tornby.
Stiprojektet er en direkte udspringer af potentialeplanen Tornby i Grøn Bevægelse. Planen blev vedtaget og præsenteret i foråret 2019.
Formelt ledes stiprojektet af Tornby Beboerforening, hvorimod det praktiske og store planlægningsarbejde udføres af Stigruppen, hvor tovholder er Bent Skjoldborg.
– Vi arbejder på at etablere et firkløver af stier i Tornby; Dyssestien, Kirkestien, Bjergstien og Skudestien. Dyssestien og Kirkestien har fokus lige nu og det endelige trace er stort set på plads for disse, fortæller Peter B. Kristensen i bladet VI-TO.
– Derudover arbejder gruppen for tiden på at fastlægge traceen for Bjergstien. Alle stier vil blive anlagt som trampestier. Det vil sige, at det kun er mængden af trafik på stien, der vil påvirke stiens synlighed i landskabet. Dog vil der for at sikre markering af stien blive opsat genkendelige anvisningspæle i et naturligt materiale, tilføjer Peter B. Kristensen.
– Alle stierne vil blive anlagt efter skriftlig accept fra de berørte lodsejere, og vi kan allerede nu konstatere at ideen om stierne er blevet meget positivt modtaget af alle berørte lodsejere. Lodsejerne er alle sikret ved et skriftlig aftale, hvori der fremgår at man til enhver tid kan opsige aftalen. Stort tak til alle lodsejere, skal der lyde fra beboerforeningen for opbakningen. Vi sigter mod at vi kan indvie en måske to stier i foråret 2021, uddyber Peter B. Kristensen.
Dette efterår og denne vinter skal bruges til at få de sidste formaliteter på plads, samt skabe det økonomiske grundlag for stiernes etablering. Der kan i en vis udstrækning blive tale om noget frivilligt arbejde med anlægsprojektet.
Her håber tovholderen på noget lokal opbakning. Ligesom Tornby Arbejdslaug vil komme på banen i den sammenhæng.
– Vi tror på, at stierne vil være endnu et aktiv for byen, slutter Peter B. Kristensen.
Næste idémøde er onsdag den 30. oktober klokken 18 til 20 i Dagli’Brugsen.
Læs mere om projektet her: Stier i og omkring Tornby
Kilde: VI-TO.