Lokalt fokus på Verdensmål

Virksomheder kan styrke SDG-indsatsen ved at bakke op om Stop Spild Lokalt.

427
Peter Nielsen (til venstre) og Lotte Hall fra Stop Spild Lokalt præsenterer deres projekt for erhvervschef Bo Geertsen. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.

”Ansvarligt forbrug og produktion” er overskriften på FN’s Verdensmål nummer 12, noterer Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter.

Underpunktet 12.3 lyder: Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst, skal reduceres.

Projektet ”Stop Spild Lokalt” i Hjørring er en lavpraktisk udmøntning af denne globale målsætning.

Med udgangspunkt i butikken på Østergade 9 i Hjørring indsamler de frivillige og ulønnede folk bag projektet varer fra butikker og produktionsvirksomheder, som ellers ville være blevet kasseret, men som i øvrigt fortsat er fuldt anvendelige.

Det er primært madvarer, som sorteres i kasser, der udleveres gratis til interesserede, som kan melde sig via projektets Facebook-side.

Lotte Hall er primus motor i projektet og er den samlende kraft omkring de mange frivillige. Peter Nielsen, der har drevet kødgrossistvirksomhed i Hjørring, hjælper med at udbrede tilbuddet til erhvervslivet. Peter Nielsen siger:

”Vi har stor opbakning fra det lokale erhvervsliv. Det er en betingelse for, at vi kan nå vores mål. Men der er plads til flere virksomheder, der ser vores projekt som en mulighed for at komme spild til livs.”

Erhvervschef Bo Geertsen ser muligheder for vores lokale virksomheder i at støtte projektet. Han siger:

”FN’s Verdensmål (også kaldet SDG – Sustainable Development Goals) har voksende interesse i erhvervslivet. Flere vil gerne udvikle en bæredygtig profil og styrke SDG-indsatsen i egen virksomhed.

Ved at give opbakning til Stop Spil Lokalt – i form af sponsorater/donationer, varer, praktisk hjælp, lagerplads m.v. – bidrager virksomheden til indsatsen for verdensmålet om ”Ansvarligt forbrug og produktion”. En mulighed, der ligger lige for og er enkel at håndtere.”

Interesserede virksomheder kan kontakte Stop Spild-projektet i Hjørring via Peter Nielsen, telefon 28117556, mail teglgaarden@privat.dk

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments