Umenneskelig behandling

Jeg føler, at både min mor og jeg udsættes for helt umenneskelig behandling af politi og kommune, skriver i dette indlæg Anne Marie Pedersen.

3317
Anne Marie Pedersen og moren Doris. Foto: Privat.

Af Anne Marie Pedersen
Bindslevvej 1, st. tv.
Tversted

Min mor blev søndag den 2. august, som tidligere nævnt i Flaskeposten den 5. august (Hvad sker der i ældreplejen i Hjørring Kommune?), grundløst tvangsfjernet af politiet efter ordre af Hjørring Kommune,

Hun blev anbragt på Vendelbocentret i Sindal, og jeg, eneste pårørende, fik forbud mod at kontakte min mor.

Efter knap en uge meddelte en plejer, at min mor var kommet på sygehuset. (Dette betød, at det var alvorligt).

Jeg frygtede det værste og tog sammen med en bisidder op for at se til min mor, og min frygt blev i højeste grad bekræftet.

Kommunens påståede plan om, at hun skulle på gæsteophold for at få det bedre fysisk og psykisk, havde båret helt anden frugt: Min mor var meget medtaget og helt ukendelig fra, hvordan hun så ud ved “bortførelsen” den 2. august.

Mor har siden søndag den 9. august, hvor jeg jo vovede at besøge hende trods forbud, ligget helt livløs i comaagtig tilstand.

Den 12. august spurgte jeg lægen til hendes tilstand, da jeg følte, at hun måske ikke ville komme levende derfra. Men lægen havde fået forbud mod at fortælle mig spor om min mors tilstand.

Efter 8 – 10 dage stoppede sygehuset pludselig al behandling af mor.  Hun skulle sendes retur til Sindal til “god og kærlig pleje”. Dette fik mig og bisidderen til efter besøget at aflevere et brev til det ansvarlige lægehold. Fordi deres diagnose ikke holdt, skulle patienten vel ikke opgives? Desuden ønskede min mor ikke at komme på plejehjem i Sindal.

Næste dag fik mor atter væske m.m. og det gik fremefter med hende. Vi kunne atter tale sammen efter kort tids god pleje.

Politiet har endnu ikke (30. august) fundet tid til at tale med mig om den påståede vold. Jeg kan heller ikke få at vide, om jeg er sigtet. Så jeg må ifølge min forsvarsadvokat fortsat vente i uvis tid og fortsat møde op med ledsager/bisidder.

Idet mor var meget dårlig, og jeg ikke kunne optræde på hendes vegne, ville politie,  i følge sygehuset, sørge for en værge til mor.

Jeg holdes 100 procent af banen, selvom det slet ikke er bevist, at jeg har udsat min mor for vold. Alle andre pårørende i DK får da oplysning, når deres kære er alvorligt syge.

Det eneste positive jeg har oplevet i 4 rædsomme uger er, at jeg efter at mor kom på sygehuset, atter fik lov til at se hende og at hun på det sidste har fået det bedre. (På plejehjemmet havde jeg forbud mod at besøge hende).

Jeg føler, at både min mor og jeg udsættes for helt umenneskelig behandling af politi og kommune. Situationen er uudholdelig for os begge.

Nogen burde bryde ind, så den gyser blev stoppet, og nye lignende gysere forhindret.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments