Hele fire konfirmationer er blevet blev afholdt i Emmersbæk og Hirtshals. Dermed kunne konfirmanderne have flere gæster med.
Lørdag blev 2 gange 10 unge mennesker konfirmeret af Poul Steenbeek i Emmersbæk Kirke, og i dag søndag har 2 gange 8 konfirmander sagt ja i Hirtshals Kirke, hvor Bjarne Hougaard holdt gudstjenesten.
Alle gudstjenester har været fyldt med musik og sang – men ingen fællessang. Jeanet og Rune Møller Nielsen sang to smukke nyere salmer.
– Coronaen kan kræve meget, men den ændrer ikke det mindste på alle de skønne, unge mennesker, der i denne weekend strålede i deres fineste dress, lyder det fra diakonimedarbejder Bente Nedergaard Larsen.
– Fra kirkernes side skal lyde en stor tak til konfirmander og jeres familier for opbakning og samarbejde, der har gjort denne konfirmationsweekend til en stor og dejlig fest, tilføjer Bente Nedergaard Larsen.
Flere af de første billeder nedenfor og fotoet på forsiden, som vel at mærke ikke er de officielle konfirmationsbilleder, er taget af Henrik Risager.
Hvis nogen ønsker flere billeder ud over de allerede bestilte, kan man endnu henvende sig til Fotografen Hirtshals.
Rigtig hjertelig tillykke til årets konfirmander!