Det grønlandske kors optræden starter klokken 14.00. Ikerasak’s lille koncert foregår i Tværkulturel’s nye Lørdagscafe på Ungdomsskolen Nordstjernen, Doggerbanke 12, Hirtshals.
Ikerasak koret er en del af den grønlandske forening i Aalborg. Foreningen er meget engageret i socialt arbejde for udsatte, ensomme og ny-tilflyttede landsmænd til Nordjylland – ikke mindst børnefamilier. Ikerasak´s styrke ligger i alle de frivillige der yder en indsats for at løse opgaverne. Bestyrelse, tovholdere og fleste medlemmer har samme sproglige og kulturelle baggrund, og samtidig er der naturligivs også traditionelt dansksprogede frivillige som giver en hånd med i foreningens arbejde.
Ikerasak koret har eksisteret i en del år i Aalborg med altid engagerede og entusiastiske sangere og musikere. Koret har ved forskellige lejligheder vundet både kor- og solist konkurrencer, bl.a. ved sangkonkurrencen TUSA for grønlandske sangkor og solister, arrangeret af Fællesforeningen INUIT, som er de knap 20 grønlandske lokalforeningers organisation i Danmark.
Arrangementet på lørdag er lavet i samarbejde med foreningen “Tværkulturel Hirtshals” som har en tværkulturel Lørdags-café i Ungdomssskolen Nordstjernen i Hirtshals hvor ALLE er velkomne til at komme og få en snak over en kop kaffe og måske få nye venner på tværs af sprog og kultur – børn er også velkomne men kun ifølge med voksne. Denne velbesøgte ugentlige cafe har lige holdt 5 års fødselsdag her i Hirtshals.
Koncerten med det grønlandske kor Ikerasak AFLYST
Det er med stor beklagelse at den Tværkulturelle Forening i Hirtshals må meddele at den i medierne meget omtalte koncert lørdag den 22. august desværre er blevet aflyst.
Ikerasak koret har meddelt os, at en enkelt medarbejder ved Kofoeds Skole i Aalborg desværre er blevet konstateret smittet med COVID-19 coronavirus.
Flere af korets medlemmer har nær tilknytning til denne skole og man må derfor indtil videre indstille alle kor aktiviteter og koncerter.
Ikerasak koret har lovet vores forening at de vil komme til Hirtshals så snart myndighederne igen giver lov til at give koncerter.
Med venlig hilsen
Den Tværkulturelle Forening i Hirtshals
20. august 2020