Havnen ser grønt på fremtiden i Hirtshals

Selvom det blot er nogle få uger siden, at Hirtshals Havn kunne melde om en væsentlig reduktion i havnens samlede elforbrug, har Hirtshals Havn allerede taget næste skridt mod en grønnere fremtid. Oven i de allerede realiserede resultater, vil Hirtshals Havn nu drage nytte af overskudsvarmen fra industrien på og omkring havnen.

318
Foto: Hirtshals Havn.

Ifølge analyser udarbejdet af Hirtshals Havn og Hjørring Kommune er der betydelige potentialer i at udnytte den overskudsvarme, der stammer fra virksomheder på og omkring havnen i Hirtshals, til opvarmning og produktion. De indledende undersøgelser, der kun dækker over nogle af virksomhederne på havneområdet, viser, at overskudsvarmen svarer til cirka halvdelen af det samlede fjernvarmebehov i Hirtshals.

Hirtshals Havn har som målsætning, at overskudsvarmen fra virksomhederne på havneområdet skal udnyttes i en energisymbiose. Med andre ord skal virksomheder i Hirtshals og andre byer i Vendsyssel kunne udnytte overskudsvarmen fra andre virksomheder i deres egen produktion. Alternativt kan overskudsvarmen benyttes som fjernvarme til opvarmning af boliger, hvor temperaturen kan være lavere end i produktionsøjemed.

Med udnyttelsen af industriens overskudsenergi, kan det samlede energiforbrug reduceres, og samtidig kan udledningen af CO2 ved afbrænding af fossilebrændstoffer eller affald begrænses.

– Mængden af overskudsvarme betyder også, at det vil være ideelt for virksomheder med et betydeligt varmeforbrug at lokalisere sig i Hirtshals. Desuden vil varmepumpeteknologien kunne udnyttes til at udvide viften af muligheder yderligere. Udfoldelsen af mulighederne vil vise sig med tiden, slutter bestyrelsesformand Laden-Andersen.

Tankerne om en energisymbiose på og omkring Hirtshals Havn skal gøres til virkelighed i et tæt samarbejde mellem havnen, en række private virksomheder, Hirtshals Fjernvarme og Hjørring Kommune. Samtidig skal planerne spille sammen med Hjørring Kommunes kommende energiplan.

Kilde: Hirtshals Havn.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Torben hansen
4 år siden

Ja typisk Hjørring kommune. Nu vil de lukke forbrændingen i Hjørring og så mistes der mange arbejdspladser. Der er for ikke så mange år siden brugt mange millioner på en rørledning fra Hjørring til Hirtshals til brug for at levere forbrændingsvarme til Hirtshals. Som Hirtshals borger har det givet mig en fornuftig varmepris.
 
Nu skal der så investeres i at udnytte overskudsvarme som virksomhederne skal tjene på, og så er det naturligvis forbrugerne der kommer til at betale. Det tror da pokker, at der ikke er stor tilflytning til Hjørring kommune. Borgmesteren har jo for ikke så længe siden i Nordjyske også lovet os højere varmepriser. Det går jo ofte som han siger så det skal vi desværre regne med.
 
Eneste håb er, at Hjørring kommune ikke ejer Hirtshals Fjernvarme og de andre varmeselskaber så jeg håber virkelig at de udviser rettidig omhu. Det skulle jo nødigt gå som med vandpriserne fra det kommunalt ejede vandselskab.