Sommeren har været markant anderledes end normalt for de fleste danskere, og den ændrede adfærd i ferien har tilsyneladende gjort livet svært for kriminelle, der begår tyveri.
Det kan Danmarks næststørste forsikringsselskab Topdanmark tydeligt mærke. Normalt anmeldes over 1.000 tyverier blandt Topdanmarks kunder i løbet af sommeren. Men i år har tallet kun været ca. det halve. I juli 2019 blev der i alt anmeldt 1.023 tyverier blandt Topdanmarks kunder. I juli 2020 var tallet kun 579 – et fald på ca. 44 pct. i forhold til året før.
– Vi har set en klar tendens i sommerferien til, at antallet af tyverier er faldet på alle forskellige typer af tyveri. Særligt tyverier fra butikker og offentlige steder, hvor danskerne normalt samles, har haft et meget markant fald, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.
Antallet af tyverier fra butikker og offentlige steder er faldet med ca. 82 pct. i juli sammenlignet med juli sidste år. På samme måde er antallet af tyverier fra biler halveret sammenlignet med sidste år.
Coronakrav gør det svært for tyve
Ifølge Topdanmark er der ikke tvivl om, at de ændrede ferievaner og coronakravene om at holde afstand er medvirkende til det rekordlave antal sommertyverier.
– Folk holder mere afstand og mødes i langt mindre grad i store forsamlinger eller går i et tæt menneskemylder på gaden. Det har gjort tyverier langt vanskeligere i denne sommer, siger Rasmus Ruby-Johansen.
De mange aflysninger af sommerens festivaler kan umiddelbart også ses i tyveritallene. Topdanmark har i juli kun fået anmeldt ét enkelt tyveri fra telt.
Tallene for indbrud er også faldet, men ikke så markant som tyverier. Topdanmark har i juli registeret ca. 10 pct. færre indbrud end samme periode sidste år.