Det nyudviklede produkt Grøn Klimaskærm fra PileByg A/S på Villerup Hovedgaard ved Sønderlev fremhæves af Teknologisk Institut som et eksempel på, hvordan danske virksomheder arbejder med bæredygtig produktudvikling.
Teknologisk Institut har udarbejdet fire rapporter om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling på baggrund af interviews med direktører og ledere fra 600 danske virksomheder. Undersøgelsen stiller skarpt på danske virksomheders kendskab til de 17 verdensmål og undersøger, i hvilket omfang og hvordan danske virksomheder arbejder med verdensmålene.
Som en del af rapporterne har Teknologisk Institut zoomet ind på 11 cases, hvor virksomhederne fortæller om deres arbejde med verdensmålene og bæredygtighed. En af disse cases handler om Pilebyg A/S og den grønne klimaskærm.
Casen beskriver klimaskærm-produktet således:
Støj fra vejene og oversvømmelse ved skybrud er to velkendte miljøproblemer, som tilsyneladende ikke har meget med hinanden at gøre. Sådan var det i hvert fald indtil projektet Grøn Klimaskærm blev til. Teknologisk Instituts eksperter i byggeri og anlæg har sammen med PileByg A/S, TL Engineering og Københavns Universitet samarbejdet om projektet Grøn Klimaskærm – en skærm som både kan opsuge vand og bremse trafikstøj. Skærmene er opbygget af pileflet og isoleret med mineraluld. En løsning, som er både bæredygtig og flot at se på.
Pilen til skærmen er leveret af PileByg A/S. På hovedgårdene Villerup og Hvidstedgård arbejder PileBygs team målrettet med forarbejdning og dyrkning af pil. Selvom pil faktisk er et af verdens ældste byggematerialer, kan man ifølge Vibe Gro, projektleder og indehaver hos PileByg, stadig finde mange nye måder at bruge materialet på:
”For os i PileByg er innovation og håndværk to sider af samme sag.”
Beslutningen om at anvende pil som klimaskærm spiller godt sammen med PileBygs arbejde med de 17 Verdensmål. Her er der sat fokus på 9 af de 17 Verdensmål, og det er der en grund til. For Vibe Gro udgør Verdensmålene en god måde at skabe dialog om bæredygtighed med interne og eksterne samarbejdspartnere:
– Verdensmålene er et af de bedste organisationsredskaber til at realisere og synliggøre vejen til bæredygtighed. Dykker vi ned i de udvalgte mål – så bliver det nemt at kommunikere om, hvor man skal forbedre sig, og hvor man leverer.
Udover at være et organisationsredskab er det for PileByg naturligt, at Verdensmålene tager afsæt i den jyske muld. I den forbindelse fremhæver Vibe Gro særligt det 12. Verdensmål omhandlende ”ansvarligt produktion og forbrug”:
”Her på gården bliver pilen både dyrket, høstet og forarbejdet. Vi kan stå inde for, hvilke hjælpemidler vi har brugt – og hvordan vi minimerer belastningen af miljøet. Produktionskæden fra mark til et færdigt, CE-certificeret produkt foregår på vores hovedgårde her i Vendsyssel. Vores restmateriale opvarmer friskolen i Skallerup og et Skallerup Seaside Resort – så her hos os kan en cirkulær økonomi opleves ved blot at stille sig midt på gårdspladsen og dreje 360 grader rundt om os selv. Det er da ret fantastisk.”
Et godt sted at starte, hvis man ønsker at arbejde konstruktivt med Verdensmålene, er at finde frem til ens styrker og tage udgangspunkt i dem, forklarer Vibe Gro:
”Første trin er at finde ud af, hvad man er god til, næste trin er at finde ”de lavthængende frugter”. Dvs. det man umiddelbart kan blive bedre til – og herefter sætte gradvis mere ambitiøse mål. Sørg for at have nogen til at hjælpe med udvikling og dokumentation på arbejdet. Det er ikke alt, man kan gøre selv – og det løfter en organisation, når man bruger kompetente samarbejdspartnere og rådgivere.
Læs her tidligere artikel om, hvordan Pilebyg via Hjørring ErhvervsCenter har modtaget støtte til projekter!
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.