Af Martabolette Stecher
Hirtshals
Der findes et fyrtårn der, hvor himlen er høj og tanken er fri. Et sted i min verden findes det sted, hvor alting virker i stærkere kontakt med noget oprindeligt.
Naturen banker på lige udenfor døren, mens Vesterhavets storme tænder gnisten til varmen i mine kinder. Det er som et hemmeligt sted væk fra eksotiske himmelstrøg og smarte velklædte mennesker, der gerne vil ses. Her er det naturen, der bestemmer ved Atlanterhavets kant, som skuer mit øje, når jeg kigger ud ved fyrets fod.
Her vokser vilde jordbær og havtorn i klitten. Farverige blomster fra en gammel kolonihave fanger mit blik. Det er her, at jeg som barn cyklede op til min farmor og farfars sommerhus, der lå i klitten foran Fyrklit for at samle hyben til marmelader og ting i syltede glas. Der legede jeg som barn ved bunkerne med børnene fra Fyrbakken lige ved fyrtårnets fod.
Det står der og troner på den yderste kant og blinker til de andre fyrtårne længere nede af kysten. Der har det stået som et vartegn på egnen siden 1863 og beskyttet fiskere mod havets farer. Hvis det kunne fortælle fortidens historier, ville vi alle vide, hvad det har set.
Vi ved det ikke, men kan blot nyde den glæde det er at se det smukke fyrtårn lyse aftenhimlen op hver aften, og tage imod gæster fra nær og fjern, når det åbner dørene for en travetur af de 144 trin op for – på en dag i klart vejr – at kunne nyde synet af grenen mod nord og Rubjerg knude mod syd.
Siden jeg var en lillebitte pige har jeg kigget mod fyret og været draget af alt det, der sker, når et fyr får lov til i mere end 150 år at trone på den yderste kant og lyse havet op under en himmel, der er højere end andre steder i verden.
Det er lyset, der åbner op for nye tanker og ideer. Det er her, at tanken er fri.
Tak for tanken kære fyr!
