Knækker Cancer i frit fald: Rekordforsøg i Sindal…

For en uges tid siden blev jeg ringet op af Anders, der gerne ville gøre mig interesseret i faldskærmsudspring og et rekordforsøg… Samme dag fik jeg en mail fra Mikkel, som fortalte, at lørdag den 12. september er dagen, hvor det sner i Sindal..

849
Privatfoto (arkiv) fra Faldskærmsklubben Nordenfjords.

Ihvertfald kommer det til at regne med faldskærmsudspring den dag…

I går på en stormende dag, hvor ingen ved deres fulde fem gjorde sig nogen som helst forestilling om at begive sig op i de tynde luftlag i let materiel med en faldskærm på ryggen, mødtes jeg så med Mikkel Normann Jensen og Anders Skovsgaard Jensen i lufthavnen i Sindal…

Anders (tv) og Mikkel ved klubbens nye stolthed – en Cessna af nyeste slags…

De er begge medlemmer af Faldskærmsklubben Nordenfjords, som er Danmarks eneste klub, hvor alt foregår ved ulønnet at hjælpe hinanden. Klubben er ifølge formanden, Morten Rom, en af de hurtigst voksende faldskærmsklubber med en meget stor fastholdelsesprocent af nye medlemmer… ” Vi har således på rekordtid kunnet realisere nyt grej og et meget moderne fly til formålet”.

Mikkel fortæller, at han et stykke tid har tænkt på at lave en særlig event i tilknytning til landsindsamlingen til fordel for Knæk Cancer, som TV2 og Kræftens Bekæmpelse afvikler i efteråret, og at det faldt ham naturligt at koble den sportslige udfordring til en begivenhed, der samler penge ind til oplysning om og forebyggelse af den sygdom, der betød, at han som 14-årig mistede sin farmor…

Det nye fly byder springerne på fremragende forhold… og flot og funklende…

Det sportslige…

Målet er at foretage 60 spring fra solopgang til solnedgang – rekorden er pt. på 52, så der er plads til at slække lidt på tempoet, men ikke meget… de to deltagende springere fortæller, at man normalt på en god dag springer max 5 spring, hvor man efter hvert spring selv pakker sin skærm og gør sig klar til næste spring… Den dag får de brug for al den hjælp, de kan få…

Formanden for Faldskærmsklubben Nordenfjords fortæller, ”at klubben er glad for ”drengenes” initiativ, som helt sikkert vil skabe omtale og klubben vil blive set samtidig med, at der bliver samlet ind til det gode formål. Jeg er helt sikker på, at alle medlemmer byder ind med, hvad de kan for at hjælpe Mikkel og Anders sikkert i mål. Jeg vil helt sikkert give en hånd med på dagen.”

Og her er vi ved kernen i klubånden og ved betingelsen for at dagen bliver en succes… Man hjælper med, hvad man kan hjælpe med… De to udspringere er helt afhængige af dygtige hjælpende hænder hele dagen…

Anders giver Mikkel en hånd… og så mangler vi bare flyvevejr…

Det praktiske og nyttige…

Arrangementet kan du støtte med et bidrag pr. spring eller med et fast beløb – se her: Sådan støtter du…

Følg også med på facebook: Knækker Cancer i frit fald

Du kan således støtte hjemme fra din egen sofa, eller du kan møde op på Sindal Lufthavn lørdag den 12. september fra 6.45 til 19.46… og fra 11 til 14 endog med mulighed for at få stillet sulten ved den sponsorerede pølsevogn…

FlaskePosten.nu vil løbende følge forberedelserne til dørs, og vi har bestilt godt vejr til dagen…

Nakken tilbage og næsen i sky… så kan du forvente liv i luften over Sindal… Privatfoto

OBS… Allerede i morgen lørdag den 1. august kan du se faldskærmene med meget mere folde sig ud over flyvepladsen i forbindelse med Sindal Bytorv-arrangement – her vil der være info om faldskærmsklubben også…

Foto: Elling

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments