Foreningen Tværkulturel Hirtshals har nu i næsten 5 år haft en Fredagscafè, som har holdt til i Ungdomshuset på Fanøgade. Den bliver nu til Lørdagscaféen i Nordstjernen.
– Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet til Hjørring Baptistkirke, som ejer Ungdomshuset, samt til bankoklubben Hirtshals Klubben, som vi har delt lokaler med, fortæller Helle Gaust.
Lørdag den 8. august klokken 14.00 slår deres nye cafè nemlig dørene op med det nye navn: Lørdagscaféen, selvfølgelig fordi den fremover vil have åbent denne dag.
– I Nordstjernen vil vi, som hidtil i Ungdomshuset, hygge med kaffe og snak, men her i det nye hus er der også mulighed for at spille bordtennis, airhockey, bordfodbold samt pool og billard, tilføjer Helle Gaust.
Lørdagscafèen er for alle på tværs af sprog og kultur: Børn, unge, ældre, nydanskere og gammeldanskere. Det eneste krav er, at man skal have lyst til at mødes med nye mennesker på tværs af forskelligheder, sprog og kultur.
– Så vil vi til gengæld næsten love, at man finder nye venner, slutter Helle Gaust.