I tre døgn har Peter Wendelboe fra nyhedssiden kanalblokhus.dk boet på og rapporteret fra Nørre Lyngby Strand. Når nyheden er stor nok, udvider Peter nemlig gerne sit normale dækningsområde, som er Hune og Blokhus.
– Det her er breaking news, fastslår Peter Wendelboe.
Og han gør, hvad han kan for at skaffe sig valide oplysninger. Meget kan han se fra direkte fra sin autocamper, som han har parkeret på stranden ved Nørre Lyngby for at følge den grundstødte hollandske bomtrawler UK 172 med egne øjne.
Situationen ændrer sig fra time til time
Peter Wendelboe kan for eksempel se, at en sandsuger søndag var godt i gang med at grave og suge en rende fri indtil den grundstødte bomtrawler, som så måske kan trækkes fri af en hollandsk slæbebåd.
– Situationen bliver mere og mere tilspidset. Man regnede med, at bomtrawleren kunne trækkes fri ved 16-tiden søndag, men vejr og vind ændrer situationen fra time til time, fortæller Peter Wendelboe.
Bomtrawleren har siden mandag aften har ligget uhjælpeligt fast – trods flere forsøg på at få den fri. Hele mandskabet er stadig på skibet og de har fået friske forsyninger om bord. Det har Peter Wendelboe set med egne øjne.
Og han og fruen har tænkt sig at blive så længe, bomtrawleren er der. Det er nemlig breaking news, når den forlader stranden.
– Hvis der kommer dødvande, må jeg jo tage hjem og lave noget andet, men jeg har planlagt at blive her, indtil båden bliver slæbt ud. Min plan er at tage billeder, når den bliver slæbt herfra, siger Peter Wendelboe.
Se indslaget ved kilden her: TV2 Nord.
Foto: Ib William Christensen.
Hvad er pointen med det indlæg.???? I er meget mærkelige.