Den er meget rådden den her. Trine Hammer Jensen er i gang med at dissikere et marsvin, der har været død i cirka en uge.
– Det er ikke sikkert, vi kan bruge det til noget, siger hun, mens hun lægger kniven fra sig.
Hun er lektor på Aalborg Universitet og dyrlæge ved Aalborg Zoo, og hun står for dagens obduktion. Formålet er at finde ud af, hvorfor så mange marsvin er skyllet døde op på nordjyske strande den seneste tid.
– Det er jo sådan en nysgerrighed på, hvad der foregår i vores natur, der ligesom driver os til at ville vide, hvad de kan være døde af, og hvorfor de er strandet, siger Trine Hammer Jensen.
En sørgelig rekord
Hun udgør sammen med en håndfuld dyrlæger, biologer og studerende et team, der i løbet af mandag skal obducere otte marsvin og en enkelt delfin.
Aage Kristian Olsen Alstrup er også en del af det team. Han er specialdyrlæge ved Aalborg Universitet, og han har stået for obduktionen af de mange delfiner, der tidligere på året skyllede døde i land langs den jyske vestkyst.
– Det ser ud som om, vi har en sørgelig rekord i år med flest strandede hvidnæsede delfiner, siger han og fortsætter:
– Indtil videre har vi 15-16 stykker i år, og de fleste af dem, kender vi ikke dødårsagen til endnu.
På Nordsøen Oceanariums grund lidt udenfor Hirtshals har der bredt sig en meget ubehagelig stank.
– Her stinker af en meget død hval. Måske lidt en blanding af rådden fisk, og hvis man finder et dødt pattedyr, der er blevet kørt ned og har ligget lidt for længe, siger Aage Kristian Olsen Alstrup, mens han skærer den ene delfin op.
For rådden til gøre nytte
Undersøgelserne skal klarlægge, hvor gamle dyrene er, om de er kønsmodne og man håber selvfølgelig også på, at man kan finde en dødsårsag.
– Når der pludselig dør så mange indenfor forholdsvis kort tid, er vi interesseret i at vide, om der udbrudt en sygdom blandt delfinerne, siger Aage Kristian Olsen Alstrup, mens han står henover delfinen, der er så forrådnet, at den har sorte pletter flere steder på kroppen.
Hvis dyret er i for dårlig stand, kan det ikke bruges til senere prøver. Men da specialdyrlægen får åbnet helt op for delfinen, bliver han positivt overrasket.
– Umiddelbart ser den bedre ud forrådnelsesmæssigt inden i end udenpå. Så jeg tror godt, vi kan tage prøver af den her, siger han.
Forventer svar efter sommerferien
I løbet af dissektionen bliver der noteret forskellige mål på dyrene, taget billeder til senere brug og diskuteret om, hvilke udfordringer dyrene kan have været ude for i deres liv.
Og selvom marsvinene og delfinen for længst har forladt denne verden, vil de være genstand for mange undersøgelser endnu.
– Sådan en død hval her, den kommer til at beskæftige rigtig mange mennesker i rigtig lang tid, siger Aage Kristian Olsen Alstrup.
I løbet af dagen vil de sidste dyr blive obduceret, og forhåbentligt finde en dødsårsag. Men selv hvis det ikke kan lade sig gøre, er dagens strabadser på ingen måde spild af tid.
– Det er jo ikke sikkert, at vi finder ud af noget, men vi kan i hvert fald blive klogere ved at kigge på dyrene, åbne dem og undersøge dem, siger Trine Hammer Jensen.
Teamet forventer svar på deres prøver efter sommerferien.
Kilde: TV2 Nord.