Bedre vejr til Tversted Bjærgelaug

Søndag er i sæsonen normal sejldag, ,men foreløbig er den udskudt til onsdag hos Tversted Bjærgelaug.

386
Formand Erik Toustrup med Dannebrog på plads i den flot vedligeholdte fladbåd hos Tversted Bjærgelaug. Foto: Arkiv.

Formand Erik Toustrup fra Tversted Bjærgelaug kunne sammen med bestyrelsen søndag smække porten op til solskin, men desværre også en del blæst og skumtoppe på Tannisbugt.

– Jeg kunne såmænd sagtens være stået til søs, men roerne piver, når de ser bare det mindste skum på havet, lød det med et lunt blink i øjet fra skipper Frank Fauerskov.

Formand Erik Toustrup får i baggrunden en snak om vejr og vind med sidste års skipper Frank Fauerskov.

I stedet blev det til lidt småhygge med en bjesk og varm kaffe, men uden at blive til det helt store tilløbsstykke, som det ellers plejer, hvilket bestyrelsen havde frabedt sig på grund af coronakrisen.

Nærværende skribent fik aller nådigst lov til for en stund at være skipper mere af gavn end blot af navn – vel at mærke med fladbåden stående trygt foran bådhuset i Tversted.

Til gengæld satser skipper og roerne nu på sæsonens første sejlads onsdag, hvor i hvert fald den norske vejrmelding er langt mere gunstig med bare 3 sekundmeter fra vest ude ved Tannisbugt.

Ikke et ondt ord om konkurrenterne i Tornby Bjergelav, som der ros omkap med ved sommerfesterne, men lidt ærgrelse over de unge rødders sejlads i fredags fornemmedes nu nok hos Tversted Bjærgelaug.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments