For at gøre det nemt for både turister og borgere i kommunen at opdage sommerens mange gode kulturoplevelser, har man samlet dem i én sommerkulturpakke.
Viceborgmester Henrik Jørgensen (V) glæder sig over initiativet.
– Endnu engang viser vores kulturinstitutioner, at de er gode til at løfte i flok. Flot at de i fællesskab har samlet denne spændende sommerkulturpakke, så man som lokal eller turist i kommunen har nemmere ved at få et overblik over de mange spændende kulturelle oplevelser man kan få hen over sommeren her i Hjørring Kommune. Og det uanset om solen skinner eller det regner’, siger Henrik Jørgensen med et glimt i øjet.
Ideen til samarbejdet kom på et webinar mellem kulturinstitutionerne og økonomiudvalget i Hjørring Kommune, som havde sat en snak om kulturinstitutionernes udfordringer i en corona-tid på dagsordenen. Ønsket med den fælles kampagne “Det regner med kulturoplevelser” er at skabe fokus på de mange forskellige kulturoplevelser, man kan opleve i Hjørring Kommune hen over sommeren – og få dem ud over rampen.
– Det er vigtigt for os allesammen ovenpå en lang lukningsperiode at få synliggjort de mange kulturoplevelser, som hver institution tilbyder, og at man også trygt og sikkert kan besøge kulturinstitutionerne. Vi glæder os rigtig meget til at give gæsterne i sommerlandet en på kulturopleveren, lyder det fra museumsdirektør Sine Kildeberg, Vendsyssel Kunstmuseum.
Og har man valgt at holde sommerferien hjemme i Danmark, er der ganske enkelt masser af oplevelser at vælge imellem for både børn og voksne her i Hjørring Kommune.
Faktisk ender man nok med at få lidt travlt, hvis man skal nå det hele, men så er det godt, at alle kulturinstitutionerne også er her efter ferien. Hold øje med paraplyen og de farvestrålende regndråber fra uge 28 i såvel bybilledet som på institutionerne, hvor man også kan få udleveret sommerkulturpakken, der samler de mange fede kulturoplevelser fra alle 10 steder.
De 10 kulturinstitutioner er Herregården Odden, Hjørring Bibliotekerne, Hjørring Grafisk Værksted, Hjørring Musiske Skole, Hjørring Teater, Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, Nordsøen Oceanarium, Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Vendsyssel Teater.