Anledningen er den tværkulturelle musikfestival Musik Uden Grænser den 20. maj på University College Nord i Hjørring. Det store børnekor synger for alle børns ret til at vokse op i fred. For retten til at vokse op i kærlighed og for retten til at kunne bo hos sin familie et sted, der er trygt og rart.
Musik Uden Grænser har til formål at bruge musikkens kraft til at bygge bro og skabe fællesskab og forståelse. Arrangør er da også Venligboerne, som er en bred humanitær sammenslutning af frivillige, der betragter hver eneste flygtning som en kilde til inspiration og forbrødring.
Med venlighed vil de bringe flygtningene sammen med byen og byen sammen med dem. Det sker gennem en bred vifte af arrangementer, der alle har det formål at bygge bro og ikke distance, som det alt for ofte er tilfældet i samfundsdebatten. De er ikke politiske, men kun optaget af den ene, altoverskyggende ambition: gennem venlighed at få det bedste frem i os alle sammen.
Special gueststar på leadvokal er Line Amalie Isabella Jensen. Koret bakkes op af musikerne Peter Jungersen på keyboard, Ole Hjermitslev på trommer, Ivan Thomsen på bas og Lasse Baggenæs på guitar. Koret ledes af Leif Lund Jakobsen.
Foto: Hans Wendelboe Bøcher