Af Junita D. Karlsen
Tilflytter fra Norge
I debatten om Stoltzes Plads undrer jeg mig over, at den enten skal være en plads for at bygge supermarkeder, eller også er man imod byens udvikling og skal lade den stå urørt. Hvornår blev det så sort hvidt? Hvornår blev fantasien tabt på gulvet? Hvorfor skal alle byer ligne hinanden med butikker hvori man kan købe det samme?
Mit indtryk er dog alle er enige i at byen skal udvikles fremfor afvikles, men hvor vil vi henne med Hirtshals? Det er et meget vigtig spørgsmål som er afgørende for byplanlægningen. Skal Hirtshals være en industriby? Grænsehandelby? Turistby? Oplevelsesby? Surfe og badeby? Shoppingby?
Bygning af supermarkeder på Stoltzes Plads passer godt med tanken om at være en grænsehandelby. Men jeg tror det er naivt at tænke det vil være afgørende for at lokke nordmænd til. Man behøver ikke være fra den anden side af Skagerrak, som jeg, for at vide, at nordmænd der i det geografiske området tættest på færgerne til Hirtshals i syd og øst (Kristiansand, Langesund og Larvik) bruger Sverige som grænsehandel i stor stil. For nordmænd fra vestlandet (Stavanger og Bergen) er det for langt at rejse til Danmark for grænsehandelen skyld. De vil til gengæld komme af andre årsager.
Turistkampagner i Norge for år tilbage sidder stadig i de fleste nordmænd, ikke blot på vestlandet, og på folkemunde er der stadig dejlig at være norsk i Danmark. Nordmænd ser på Danmark som et afslappet sted at være, med tilgang til god mad og drikke, børnevenlige badestrande, masser af oplevelsesaktiviteter og god shopping. Hvorfor skal Hirtshals nøjes med at være Portalen til resten af Danmark og til Europa? Hvorfor skal ikke Hirtshals være en destination i sig selv? En naturlig base?
Søren Smalbro (V) pointerer at Stoltzes Plads kan fungere som en ’indgangsportal’ der giver et positivt indtryk af byen. Det kan han have ret i, men jeg har til gode at se et flot supermarkedsbyg – også af den moderne slagsen, og kan ikke se hvordan de to ting harmonerer. Laila Zielke (S) har et godt pointe – lad os tænke nyt i forhold til Stoltzes Plads, der er en af de sidste grønne pletter tilbage i bymidten. Hvad med at udvikle det grønne området til et smukt natursted til glæde for både indbyggere, turister og dyreliv. Det ville være i tråd med naturkommunen Hjørring, med værtsrollen for naturmødet og samtidig give byen alsidighed. Hensynet til naturen fremheves også af Jørgen Bing (SF) og Ivan Leth (L).
Det er byens alsidighed der vil gøre Hirtshals interessant og give den vækst. Nybyggede supermarkeder vil ikke bidrage til denne alsidighed, tværtimod. Og er mere af det samme bedre? Mette Jensen (C) er ikke overbevisende når hun ikke tror på, at bymidten vil blive tømt for butikker. Tømt er nok også en overdrivelse, men allerede i dag – uden ekstra supermarkeder – skal man gå igennem gaderne i centrum med bind for øjnene for at undgå at se de tomme lokaler eller mærke den relative store udskiftning af forretninger.
Man siger at når man peger på andre, er der tre andre fingre der peger på en selv. Jeg undrer mig over det paradoksale i Mette Jensens tvivl om at borgerindsigelser, underskriftindsamlinger og borgerundersøgelser er givet på et objektivt og oplyst grundlag. Skal ikke det oplyste grundlag komme fra politikere som hende selv? Og er de selvsamme politikere objektive der i kraft af deres partivalg handler ud fra overbevisning?
Og bliver det ikke endnu sværere at tage det alvorligt når Mette Jensen siger at der bliver rigeligt med plads til toplærken siden byggeriet på Stoltzes Plads kun til tage op til en tredjedel af pladsen, når forsker Jesper Moeslund fra Nationalt Center for Miljø- og Energi ved Aarhus Universitet siger, at truede dyr generelt har brug for at man giver naturen mere plads. Så Mette Jensen – udvikling kan foregå på mange måder, så mon ikke det er du, og ikke Laila Zielke, der skal revurdere hvad der skal stemmes i morgen?
Jørgen Christensen (V) har erkendt at debatten om Stoltzes Plads ikke blot drejer sig om supermarkeder. Det er et vigtig led i hele udviklingen af Hirtshals, som jeg tænker nok i det hele taget skal nytænkes. Jeg gad godt vide hvad folk tænkte da Anders Kragelund fik idéen til at lave en forlystelsespark ude på en pløjemark midt ude i ingenting. Det må have virket som et vandvittigt projekt da Fårup Sommerland åbnet i 1975. Det har dog end med en kæmpe succes som man med den største selvfølgelighed rejser langvejsfra for at besøge i dag. Det er ingen grund til at der ikke kan tænkes stort og ambitiøst også i Hirtshals.
For eksempel vil det ligge helt til højrebenet at fokusere mere på havet. Som en af Danmarks vigtigste fiskerihavne har Hirtshals tilgang til de lækreste råvare som får selv Københavnere til at få stjerner i øjnene og vand i munden. En etablering af en turistvenlig fiskeriauktion i ved vesthavnen, oprettelse af gourmetkøkken for kurser til vanlige folk vil være en året-rundt-forlængelse af Fiskefestivalen, og aktiviteter til børn i samarbejde med Norsøen Oceanarium vil give en synergi mellem turisme, industri og oplevelse. Og det i en autentisk fiskerihavn med udsigt over havet og dejlige badestrande. Det vil sige de helt unikke omgivelser som Hirtshals har at byde på. Det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med en udvikling af
Et andet eksempel. Hvis der blev lavet en gennemsigtig kuppel i Hirtshals, med fx en restaurant eller café i, ville det skabe en atmosfære af at være udenfor og samtidig være beskyttet af vind, endda give mulighed for at observere havets fascinerende oprør. Det vil være i tråd med de flotte udkikspunkter der er lavet langsmed Vestmolevej.
Det er ikke for sent at spille på andre tangenter. Eller har Tommy Høj og Niels Skipper ret? Har kommunen solgt skindet før bjørnen er skudt? Er høringsrunden et spil for galleriet? Lokalpolitikere som Laila Zielke (S), Jørgen Christensen (V), Jørgen Bing (SF), Michael Engbjerg (DF), Ivan Leth (L) mener der skal lyttes til høringssvarene. Det giver god mening.
Hirtshals har været den grimme elling. Åben nu øjnene og lad den blive til den svane, den er.
Supergodt formuleret! Endelig en, der giver udtryk for det, som jeg så længe har tænkt!
Veldig godt skrevet. La os se de store mulighederne, og ikke fokusere på flytning af et supermarked der ikke vil give nogen berigelse eller udvikling af byen