Der er konstateret smitte med coronavirus i endnu en minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Embedsdyrlæger fra Fødevarestyrelsen tog torsdag prøver fra 46 mink i en nordjysk farm, og der er altså nu blevet konstateret smitte i to mink, viser undersøgelser fra Statens Serum Institut.
– Da kun få af de testede dyr har covid-19 i den seneste minkfarm, vil Fødevarestyrelsen lave flere tests mandag. Det sker for at få et bedre grundlag til at beslutte, hvad der skal ske med besætningen, står der i pressemeddelelsen.
Dermed er der på mindre end en uge konstateret smitte med coronavirus i mink på to danske farme i Nordjylland, og regeringen vil derfor nu teste 120 udvalgte farme i hele Danmark, oplyser fødevareminister Mogens Jensen (S) i pressemeddelelsen.
Det sker for at undersøge, om der er tale om enkeltstående tilfælde, eller om der er tale om en mere udbredt smitte i minkbesætninger.
Fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) lyder det, at Statens Serum Institut og fødevaremyndighederne arbejder på højtryk for at få mere viden om, hvordan smittekæderne bevæger sig i området.
– Vi er parate til yderligere tiltag. På nuværende tidspunkt er det stadig uafklaret, om minkene har smittet menneskene eller omvendt, oplyser Magnus Heunicke.
Familiemedlem og hund smittet med coronavirus
Fødevareministeriet oplyser, at der blev taget prøver på farmen, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste Fødevarestyrelsen om, at der var smitte med covid-19 hos en person i den familie, der driver farmen.
LÆS OGSÅ Coronasmittet nordjysk minkavler står frem: – Jeg ved ikke, hvor det kommer fra
Det viser sig, at også familiens hund er smittet med coronavirus – der er fundet enkelte kæledyr med covid-19 på verdensplan, men det er første gang, det sker i Danmark, fremgår det af pressemeddelelsen.
Fødevarestyrelsen meldte onsdag ud, at der var blevet konstateret smitte blandt dyr og ansatte på en minkfarm i Hjørring. Det kom efterfølgende frem, at en person fra minkfarmen havde sin gang på plejehjemmet Vendelbocentret i Hjørring, hvor 13 beboere og 32 ansatte er konstateret smittet.
Fredag kunne Statens Serum Institut ved hjælp af en ny metode desuden konkludere, at der er tale om den samme virusvariant blandt konstaterede smittetilfælde på et plejehjem i Hjørring og smitten i den minkfarm, hvor der først blev konstateret smitte.
Om der er en sammenhæng mellem den nye minkfarm med konstateret smitte og den øvrige smitte i området er endnu uvist.
10.000 mink er blevet aflivet i Holland
I Holland har man siden slutningen af maj testet alle cirka 140 minkfarme i landet, og man fandt smitten på mindst ti forskellige farme.
I starten af juni viste det sig, at to personer var blevet smittet med coronavirus efter at have været i nærkontakt med mink. Efterfølgende besluttede de hollandske myndigheder at aflive 10.000 mink for at undgå spredning af smitte med coronavirus.
I Danmark er der cirka 1400 minkfarme, og fra Danske Minkavlere lyder det i en pressemeddelelse lørdag, at man har været i dialog med de danske fødevaremyndigheder, siden smitten med corona brød ud på minkfarme i april.
I en pressemeddelelse 20. maj lød det desuden, at alle praktiserende dyrlæger via Fødevarestyrelsen ”for nogle uger siden (blev) informeret om de hollandske tilfælde.”
Kilde: TV2 Nord.
Er vi måske ude i noget Anima ? Skulle jeg spørge om fra en god FB ven