Jørgen Christensen (V): Politikerne lytter ikke til borgerne i Hirtshals

En stor del af politikerne i Hjørring Byråd lytter fortsat ikke til lokalbefolkningen i Hirtshals, fastslår i dette debatindlæg Venstres eget lokale byrådsmedlem Jørgen Christensen.

1031
Jørgen Christensen fra Venstre har her taget ordet ved et morgenmøde hos Hirtshals Handel & Erhverv på Restaurant Lilleheden. Foto: Arkiv.

Af Jørgen Christensen
Byrådsmedlem for Venstre
Tingvej 8, Horne
Hirtshals

Den politiske behandling af lokalplanen om muligheden for at opføre dagligvarebutikker på Doggerbanke i Hirtshals – Stoltzes Plads – går nu ind i sin alt afgørende fase.

Trods en massiv og markant modstand fra borgerne i Hirtshals, lytter en stor del af politikerne i Hjørring Byråd fortsat ikke til lokalbefolkningen i Hirtshals.

Der er afgivet 24 høringssvar, hvoraf en meget stor andel er imod planerne. Hirtshals Handel & Erhverv har indsamlet 1.250 underskrifter mod projektet, og Byforum Hirtshals’ spørgeskemaundersøgelse viser, at 85% ud af 333 deltagere siger nej tak.

Trods denne helt klare melding fra Hirtshals, besluttede et flertal på 5 ud af 7 politikere i Teknik- og Miljø Udvalget at stemme for lokalplanen. Det er en hån, at man i et demokrati overser en så markant modstand fra kommunens næststørste by.

Det er desværre blevet til en diskussion for og imod dagligvarebutikker. Jeg har hele tiden forsøgt at sætte en dagsorden, hvor det er byplanlægningen, der er i fokus. Men tilhængerne vender altid tilbage til dagligvarebutikkerne, og ønsker ikke at diskutere byplanlægning.

Jeg har absolut intet imod dagligvarebutikker. Og som liberal er jeg tilhænger af den frie konkurrence, hvor det er forbrugeren, der afgør, hvilke butikker, der overlever. Til gengæld ønsker jeg som politiker at blande mig i byplanlægningen.

Vi skal passe på med at sprede detailhandelen. En attraktiv by har en bymidte med et aktivt handelsliv og mange butikker – store som små – samt restauranter, cafeer, m.m. Hvis de store dagligvarebutikker rykker udenfor bymidten, bliver det endnu sværere for de langt mindre specialforretninger og spisesteder at klare dagen og vejen. Det ønsker jeg ikke!

Sagen skal i Økonomiudvalget onsdag den 17. juni, og den endelige afgørelse sker på Byrådsmødet onsdag den 24. juni.

 

3 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Kjeld Larsen
4 år siden

Frisk mod og hæng i, Jørgen. Det handler om nærdemokrati !

Tonni Bonni
4 år siden

Hvis de byrødder ikke kan fatte det. Må de jo ud og se på strømgade og Stokbrogade i Hjørring. De kan se om de kan tæller de tomme Butiks lokaler. Det har vi ikke brug for i Hirtshals.
 

Emmy Kruse .
4 år siden

Enig .