Eksperter roser Hjørring Kommune

Coronavirussen har ramt et plejehjem og to skoler i Hjørring Kommune. Myndighederne har nu iværksat en omfattende plan for smitteopsporing, som får ros fra eksperter.

1776
Foto: Arkiv.

Noget nær perfekt, mener den ene ekspert.

– Første eksempel på, hvordan man vil håndtere fremtidige mikroudbrud, istemmer en anden ekspert.

Begejstringen fra henholdsvis professor og virolog Allan Randrup Thomsen og professor i virologi og immunologi Søren Riis Paludan handler om myndighedernes håndtering af covid-19-udbrud i Hjørring Kommune.

Mandag blev 25 beboere og ansatte på plejehjemmet Vendelbocentret konstateret smittet med covid-19, ligesom smitten også har ramt to skoler, Bagterp Skole og Højene Skole, i kommunen.

Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed har sammen med Hjørring Kommune iværksat en plan for smitteopsporing for at afdække, om der er flere smittede i kommunen.

I forlængelse af det har Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, at kommunen skal indføre disse foranstaltninger:

  • Testning af alt personale i plejesektoren.
  • Testning af alle borgere på plejehjem og i hjemmeplejen.
  • Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner indtil der er overblik over udbruddets omfang.
  • Hjemsendelse af alle børn i de klasser på Bagterp og Højene skoler, hvor der er smittede.
  • Testning af alt personale på de to skoler.
  • Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau.
  • Opfordring til at borgere lader sig teste, hvis de har symptomer.
  • Testning af alt personale på bosteder.
  • Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet.
  • Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning.
  • Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet, at fysiske møder begrænses mest muligt.
  • Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt.
Noget nær perfekt

Det er disse tiltag, der bliver rost af eksperter, og som ifølge dem peger frem mod, hvordan man skal håndtere smitteudbrud i fremtiden.

– Det er det første eksempel på, hvad der vil blive sat i gang ved de mikroudbrud, vi vil se løbende i den kommende tid, siger Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi på Aarhus Universitet.

Han bider mærke i, at tiltagene ikke ”skyder gråspurve med kanoner”, fordi man i Hjørring ikke lukker hele skoler, men kun de berørte klasser.

Allan Randrup Thomsen, professor og virolog ved Københavns Universitet, er på linje med sin kollega.

– Det er noget nær en perfekt adressering af nogle lokale problemer. Det er den type tiltag, jeg har savnet i forbindelse med konstateret smitte og smitteopsporing, siger Allan Randrup Thomsen.

Han peger på, at myndighederne i en lang periode havde den holdning, at smittede selv skulle kontakte nære kontakter og henvise dem til at blive testet.

– Her har man taget hånd om sagen, siger han og fortsætter:

– Det er en hensigtsmæssig håndtering af sagen og et meget fint eksempel på, hvordan den slags småudbrud skal håndteres i den periode, vi går ind i. For det er vigtigt at få de smittekæder lukket ned så hurtigt og effektivt som muligt, specielt når de rækker ind på plejehjem, hvor folk i risikogruppen bor.

Smittekæderne skal stoppes

Styrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at man kontakter dem, der er testet positiv, og derefter får afdækket, hvem der er nære kontakter, som så bliver kontaktet og bliver testet.

Vendelbocentret i Sindal er lige nu genstand for et stort udbrud blandt personale og beboere.Foto: Sofie Bach / TV2 Nord.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments