Retningslinjer offentliggjort for fitness og svømmehallen

Efter flere måneders corona-nedlukning kan fitnesscentre og svømmehaller nu igen slå dørene op for offentligheden - hvis de kan overholde de retningslinjer Kulturministeriet har offentliggjort sent søndag aften.

526
Foto: Arkiv.

Af retningslinjerne fremgår det, at afstand og rengøring er nøgleelementer i en sikker genåbning af den indendørs idræt.

En genåbning som partierne på Christiansborg blev enige om lørdag og som er lovlig fra mandag morgen. Mange steder har man dog ikke kunnet nå at implementere retningslinjerne som kom ud sent søndag.

Det gælder blandt andet i fitnesskæden Fitness World, der stadig har til gode at melde en dato for genåbning af deres centre ud. På deres hjemmeside skriver Fitnaess World, at man skal bruge tid på at få retningslinjerne implementeret – og at man arbejder på højtryk for lige netop det.

Det samme er tilfældet for mange svømmehaller og blandt andre Gigantium, der råder over en svømmehal inklusiv en legeafdeling for de mindste gæster, kan man endnu ikke sige, hvornår dørene slås op. Det skriver Gigantium på Facebook.

Her er retningslinjerne

De retningslinjer som både svømmehaller og fitnesscentre lige nu knokler for at implementere handler i høj grad om afstand og hygiejne.

Således gælder det for både fitness og svømning, at der ikke må være flere brugere end at der er 4 m2 gulv/vandareal tilgængeligt. Derudover kræves det, at der laves markeringer på gulvene, hvor det er hensigtsmæssigt så der ikke opstår tæt kontakt ved for eksempel vipper, rutsjebaner eller i holdlokaler.

I svømmehallerne skal nøgler til skabe, hvis man bruger sådan nogle, udleveres af personalet i svømmehallen og de skal desinficeres efter hver brug. I fitnesscentre skal kontaktflader på maskiner og redskaber desinficeres mellem hver brug.

RETNINGSLINJER FOR SVØMNING

Her er de generelle retningslinjer for svømmehaller. Det er dog vigtigt at orientere sig om, hvordan retningslinjerne fortolkes i de enkelte svømmehaller.

  • Det sikres, at antallet af aktive i bassiner reguleres således, at der maksimalt er en udøver pr 4 m2 målt på vandets overflade.
  • Begrænsning og regulering af antal aktive i svømmehaller og -bade skal ske ved både indgang til omklædningsområder og i selve svømmehallen.
  • Der bør være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.
  • I det tilfælde skabsnøgler benyttes, stilles der krav til, at de udleveres og afleveres af medarbejdere, og at de sprittes af imellem hver bruger.
  • Antallet af gæster i forskellige bassiner, spa, sauna, dampbad samt ved ophold på bassinkanten overholder reglen om en meters afstand, dog to meter ved fysisk anstrengelse. • Al udstyr rengøres før og efter brug.
  • Antallet af gæster monitoreres løbende, så de gældende retningslinjer for sikker afstand mellem brugere i bassiner og omklædningsrum kan overholdes.

Retningslinjer for rengøring i Svømmehaller:

  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af alle håndtag på alle døre og diverse armaturer. Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af hallens/facilitetens gelændere, stiger, startskamler og bassinkant med desinfektionsmiddel af QAC typen eller sprit beregnet herfor.
  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af toiletter.
  • Afspritning af kontaktpunkter på skabe i omklædningsrum foretages efter hver bruger.
  • Der foretages rengøring af telefoner, radioer og kassesystem, som benyttes af skiftende medarbejdere ved skift fra en medarbejder til en anden.

Kilde: Kulturministeret

RETNINGSLINJER FOR FITNESS

Her er de generelle retningslinjer for fitnesscentre. Det er dog vigtigt at orientere sig om, hvordan retningslinjerne fortolkes i de enkelte centre.

  • Antallet af aktive i fitnesslokalerne begrænses, så de generelle regler om afstand kan overholdes. Det sikres, at antallet af aktive i lokalerne reguleres således, at der maksimalt er en udøver pr 4 m2.
  • Begrænsning og regulering af antal i fitnesslokaler skal ske ved både indgang til fitnesslokalerne og i de enkelte fitnesslokaler.
  • Der skal være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt. • Der sikres en meters afstand mellem borde og stole i caféområder.
  • Svedabsorberende udstyr: Yoga- og træningsmåtter, sandsække og boksehandsker mv. bør ikke være tilgængeligt. Brugerne opfordres til at medbringe eget udstyr, hvis dette skal anvendes til træning.
  • Ekstra rengøring: Der foretages ekstra udluftning og rengøring som en del af den daglige drift med hyppig desinficering af berøringsflader som dørhåndtag, kortlæsere, vandhaner og træningsudstyr og -maskiner.
  • Desinfektion mellem aktiviteter: Ved redskaber og maskiner desinficeres kontaktflader mellem hver benyttelse.

Kilde: Kulturministeret


0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments