Politiet roser nordjyderne for deres adfærd i det gode vejr

Nordjyllands Politi er til stede flere steder i regionen for at tjekke, at nordjyderne holder afstand og ikke forsamles i for store grupper.

1174
Foto (arkiv): Nordjyllands Politi.

Temperaturerne har søndag sneget sig op over 20 grader flere steder i regionen, og masser af nordjyder har nydt det gode pinsevejr på strande og i parker.

Med på sidelinjen er Nordjyllands Politi, der har haft flere patruljer på vejene for at holde øje med, at der fortsat bliver holdt afstand, og at de sommerglade nordjyder ikke forsamles i for store grupper.

Rhododendronparken i Brønderslev. Foto: Nordjyllands Politi.

Der er ros til nordjyderne fra politikommissær Torben Larsen.

– Det ser generelt godt ud. Der er rigtig mange folk ude for at nyde det gode vejr, men de holder den nødvendige afstand – også når de for eksempel står i kø til is, siger politikommissæren.

På havnen i Hirtshals holdt folk god afstand. Foto: Nordjyllands Politi.

Det er især i strandbyerne, at mange folk samles. Men ingen steder har der været grund til at hive bødeblokken frem.

– Vi har ikke uddelt bøder i weekenden overhovedet. Der har været nogle steder, hvor vi har bedt folk om lige at holde lidt mere afstand – men det har været en venlig henstilling og ikke et påbud, siger Torben Larsen.

Stranden i Tversted søndag. Foto: Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi patruljerer fortsat søndag aften samt mandag, og man kan følge deres observationer på Twitter, hvor de løbende deler billeder. Indtil videre er politiet blevet taget godt imod.

– Folk er glade for at se politiet og synes, at det er dejligt, at vi er synlige. Det er vi glade for, siger politikommissær Torben Larsen.

Lørdag ved Jomfru Ane Parken i Aalborg. Foto: Nordjyllands Politi.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments