Jeg indrømmer det nødtvungent… Jeg kom til at købe noget i Hjørring, og det var faktisk først, da jeg så skilte og balloner i Fjerrenseriet, at det slog mig…
Os fra Hirtshals skal jo handle i Hirtshals, og de gode mennesker fra Hjørring skal blive i Hjørring, når de handler…?
OK – lovligt undskyld var jeg vel, idet nye senge med tilbehør vist ikke bliver så nemme at opdrive i Hjørring(!)gade i Hirtshals, så… men en lille skygge af dårlig samvittighed gled da hen over mit dankort under betalingen…
Kan man have en brugt pose fra SuperBrugsen med, når man handler i REMA? Har du tænkt på det?
Min Mormors kogekone – sådan een brugte Mormor ved større selskaber – mente, at den bedste kaffe fik man ved at blande et pund kaffe fra Købmanden i Sørig med et pund fra Brugsen i Tuen, men hun havde jo nok sine grunde til at mene sådan…
Nå, men selvfølgelig handler vi lokalt, og selvfølgelig handler vi et andet sted, når det passer bedre, og selvfølgelig handler vi der, hvor man har de varer, man efterspørger, og selvfølgelig handler man på nettet…
Måske skulle diverse handelsstandsforeninger tænke i andre baner, hvis vi som forbrugere skal foretrække indkøbsgader i byer fremfor indkøbscentre og internet…
Oplevelse skal der til… oplevelse af at man føler sig velkommen i smukke omgivelser… og at man får en god og kompetent betjening…
I øvrigt er de rigtigt gode til det i Fjerrenseriet…
PS. Måske er der ligefrem ting, vi ikke behøver så meget mere… Intet nævnt intet glemt, men det sætter jo desto mere de lokale muligheder på dagsordenen… Jeg har fx. aldrig forstået, hvorfor butikkerne bugner med sprøjtede grønsager fra Spanien, når man kan få danske og tillige økologiske varer hele året… OK, man kan ikke få iceberg hele året fra Danmark… Og?