Sand i barndommens gade

Det er ganske vist ikke frø af ugræs, der er føget over hegnet, men sand i stride spandevis, der i dette forår plager nogle borgere i Hirtshals.

1071

Tidligere var der sat granris ned i klitterne ved Husmoderstranden. Granrisene bevirkede angiveligt, at sandet blev på stranden.

Borgere i byen mener at have hørt, at myndighederne og en magtfuld grøn forening ikke længere vil tillade den brug af granris.

Derfor ser byens gader i området nær ved Husmoderstranden ifølge de kritiske borgere ud som på billederne, idet sandet strækker sig op til Vestergade.

– Kan kommunen ikke stille en opsamlingsbeholder op på Holsts Plads? Så vi beboere kunne komme det opsamlede sand i den. Samtidig måske en affaldsspand til efterladenskaber fra hunde, lyder et forslag fra Inger-Lene Poulsen.

– En del fravælger at feje for egen dør. Kommunens fejemaskine tager Hjørringgade og Mikkelsgade op til Solcentret og Fysioterapien. Det er dog umuligt for fejemaskinen at køre op i gaderne, fordi der holder parkerede biler, hvilket er forståeligt, tilføjer Inger-Lene Poulsen.

– Min genbo har ikke brug for mere sand. Så jeg kan vælge at lade være med at feje, eller at køre det væk, men hvor hen? Ikke alle har mulighed for at køre sandet væk. Eller måske stille det ved vores affaldsbeholdere. Det kan vel ikke kommes i beholderen, lyder det videre fra Inger-Lene Poulsen.

– Hvis vi fik en mulighed for at komme af med sandet, ville der måske være flere, der havde lyst til at holde rent og feje for egen dør. Selv om en beboer fejer, kommer der sand fra dem, der ikke fejer. Det er fast arbejde en til to gange om ugen, slutter Inger-Lene Poulsen.

Artiklens billeder viser opsamling af sand efter bare en dags huseren af en halv pelikan. På en god uge er der ifølge borgeren tre spandfulde ud for hver bolig.

Netavisens udsendte forsøger i begyndelsen af næste uge at få kommentarer både fra Hirtshals Havn og Hjørring Kommune.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Lars Chr. Christensen
4 år siden

Ja sådan har det været i de sidste 55 år.

Inger-Lene
4 år siden

Tak til kommunen, her til morgen kom fejemaskinen i gaden. Det må gerne fortsætte efter hver storm. Og måske vil de være behjælpelige med at vi kan aflevere sand fra egen grund. Det ville være super. Hvis vi ved hvornår, kan vi samle sand sammen til afhentning. En sandpose ved siden af affalds beholderen kunne være en løsning.