Erindringer med huskefejl. Ikke ligefrem det bedste skudsmål for en selvbiografi, men ikke desto mindre er det undertitlen på Peter Mouritzens erindringer Den røde parentes.
Når jeg har gået rundt om bøgerne i nogle uger efter endt læsning uden at kunne få hul på en omtale, så skyldes det såmænd, at jeg i al beskedenhed finder det svært at yde bøgerne her retfærdighed, fordi de på en og samme gang er så sprælsk bevægende og uudgrundeligt morsomme på den fandenivoldske måde, som kun kan bære seriøst igennem på en baggrund af indlevet klogskab.
Forfatteren udfolder i sandhed og helt i tråd med sit efterhånden granvoksne forfatterskab en rablende virtuositet med fantasifulde forskydninger og fiktive indfald, når han fabulerer sig igennem eksistentielle faldgruber med børnelammelse, teaterdrømme og tiden på Aalborg Katedralskole samt videre som portør på Aalborg Kommunehospital og endelig lærervikar og sværmeriske digterier i Vestjylland.
Erindringerne afsluttes med en konstatering af, at det hele nu var fortid, hvorefter fremtiden lyste lokkende forude, idet verden skulle erobres med pædagogik og poesi, som den så minsandten da også eftertrykkeligt er blevet det, hvilket understreges i samlingen Da jeg var ung digter, som ikke bare præsenterer et digterisk selvportræt, men også en rablende præcis præsentation af en hel generation.
Som åndens cykelsmed og repræsentant for poesiens aristokrati er digteren aldrig blevet ladt i fred af sproget, men skrev på højtryk poesiens vejr ned på papir ramt af skriftens lyn, hvis jeg her må være så fri på dilettantisk vis at parafrasere med afsæt i at have stjålet med arme og ben fra begge bøger.
Digtsamlingen er udgivet i forbindelse med lokale Peter Mouritzens 50 års forfatterjubilæum i 1919, mens erindringsbogen udkom i april 2020. Begge er udkommet på forfatterens eget forlag PETERS SUB-PUB.
