Det skal siges, at allerede to dage tidligere, den 14. marts, begyndte restriktionerne med begrænset antal passagerer, reduceret crew og korrektion i ruteplaner for mandskab og besætning.
Tingene udviklede sig allerede og situationen var uafklaret. Men da kaptajn Damgård, højt der oppe på broen på dæk 9 trykkede på knappen og standsede de fire BV12PG Rolls Royce LNG-motorer klokken 17.00 den 16. marts, standsede samtidig de to propeller. Langt der nede i dypet under skibsskroget. To imponerende konstruktioner, hver for sig med fire enorme og skarpe blade av bronze.
I lang tid fremover. Skulle det vise sig. Propellerne har ikke rykket sig én millimeter på snart to måneder, og så at sige hele mandskabet er sendt hjem. Ingen passagerer har siden sat sin fod på skibsdækket, ingen har hygget sig i barerne, blevet godt opvartet ved restaurantbordet eller gået en romantisk aftentur på dækket. For med coronakrisen kom også rejseforbud og lukkede grænser. MS Bergensfjord og tusindvis af andre skibe blev ledige på en nat. Det samme blev også vældig mange søfolk.
Nogen må passe på
Rederiet ønskede sig en stemningsrapport fra denne gemte og glemte verden, som så få kender til. De ville høre, hvordan livet er om bord, når både skib og arbejdsplads ligger stille og forladt til kaj i den danske havneby Hirtshals.
Men fuldstændig forladt er skibet ikke. Der kræves fortsat nogle hænder. Hænder, som sørger for, at helt nødvendige rutiner opretholdes. Blandt andet går der en person kontinuerligt rundt på skibet bare for at trække ned i de mange hundrede toiletter om bord.
Vakuumsystemet og andre systemer må nemlig være operative, klar til at yde maksimalt i løbet af kort tid. For Fjord Lines færger ligger i såkaldt varmt oplag, noget som betyder, at skibet skal kunne sættes ind i drift i løbet af bare nogle få timer.
Efter grundig håndvask, spandevis med antibakteriel vædske og forsikringer om, at vi har fortstået smitteværnsreglerne, slipper kaptajnen os om bord. Her viser der sig at være yderligere ni personer: én kok, fire i maskinen, én navigatør og tre matroser. Det er de eneste levende sjæle som, der er at finde inde bag det massive skrog og under dæk på det store skib.
Savner at se havet passere
– Hvor jeg savner at sidde på broen her og se at udsigten forandre sig undervejs. Desuden savner jeg alle gæsterne og det at få lov til at vise dem, hvad vi kan. Husk, at vi navigatører er vældig stolte over over vores kunnen. Kundskap vi til enhver tid har lyst til at vise frem, siger kaptajn Dan Damgård.
Han tror, at den dag, alt dette er ovre, kommer han til at tænke tilbage på denne uvirkelige tid og at huske på, hvor skrøbelig vores tilværelse faktisk er. Hvor lidt kontrol vi har, når kræfter udenfor os slippes løs og sættes i sving. Sådan noget giver rum for eftertanke for skipperen.
– Det er uhyggelig å tenke på hvor raskt alt dette gikk. På rekordtid endret livet seg og alt vi kjente ble forandret, siger han.
Lidt længre nede i skibet, møder vi matrosen Lisbeth. Også hun fortæller om en mærkelig tilværelse, hvor knap nok noget er til at kende igen. Arbejdsopgaverne består i at udføre vedligehold og holde skibet klar til at sejle.
– For meg går det mest i vedlikehold og aldri har vel dekksområdet vært mer tipp topp enn det er akkurat nå. Nå har vi tid til å være ekstra nøye og utføre oppgaver, som strengt tatt ikke er nødvendige, men som er godt å få gjort, siger hun.
Lisbeth fortæller, som kaptajn Damgård, at hun savner både passagerer og kollegaer, men at dem, som er om bord, får et tæt og nært forhold. Men hun indrømmer, at spekulationer om fremtiden præger alle om bord. For ingen ved noget, men alle snakker om coronasituationen. Naturligt nok.
Helt alene i kabyssen
På bagbord side ligger det, som mange vil kalde “skibets hjerte” – kabyssen. Det er her, al maden om bord bliver lavet. Normalt er der stor aktivitet i kabyssen. Men nu er lyden af gryder og kabysseradioen, samtaler om, hvad der skete på forrige friperiode og venlige og kollegiale morsomheder mandskabet imellem helt fraværende. Det eneste man hører er lyden af et køleskap og af og til lyden af et par træsko, som trasker over dørken.
Træskoene tilhører konstitueret køkkenchef, Andreas.
Hvordan får du dagene til at gå, Andreas?
– Jeg lager samtlige måltider til oss få som er om bord og så holder jeg kjøkkenet parat, slik at den dagen myndighetene «trykker på knappen», så skal vi være klare til å mette mager og sørge for at gjestene får det de trenger.
Andreas fortæller, som sine kollegaer, at han savner sine skibskammerater og skibsveninder.
– Nå er jeg den eneste på dekk 7 og det føles merkelig. I løpet av dagen, ser jeg kun folk når de kommer for å spise. Det er stusselig, men jeg er tross alt heldig som har en jobb å gå til hver dag, sier han og påpeker at om noen år når korona er historie, så kommer han til å tenke på denne tiden som en tid der man hele tiden lengtet etter det vi vanligvis ikke setter pris på: det normale. Aldri så galt, at det ikke er godt for noe.
Ansvarsområderne viskes ud
Gunder er førstemaskinist om bord på MS Bergensfjord, og også for ham har hverdagen ændret fuldstændig karakter. Ikke, fordi han ikke har noget at tage sig til, men arbejdsoppgaverne er ikke, som han kender dem fra hverdagen.
– Stilingsbeskrivelse våre er så godt som hvisket ut. Nå tar vi i et tak der vi måtte trengs. Jeg merker på kroppen hvordan jeg savner kollegaene mine og hvor flott hverdagen egentlig er. Det er en god lærdom, jeg tror vi alle kommer til å ta med oss videre. Så er det også positivt å se hvor stor viljen er til å hjelpe hverandre – uansett hva utfordringen er, sier han.
Førstemaskinisten siger, at han kommer til at se tilbage på denne tid som temmelig sørgelig og trist, men også som en effektiv påmindelse om, at vi må sætte pris på de små ting, som udgør en normal hverdag.
Undtagelsestilstand
Der er naturlig nok total undtagelsestilstand om bord på MS Bergensfjord, som det er på vældig mange skibe, der ligger ufrivillig ved kaj over hele verden. Men de få tilbageværende besætningsmedlemmer forsøger at få det bedste ud af situationen og indretter sig, som de bedst kan.
I Fjord Lounge, hvor der vanligvis er underholdning og glade gæster, har besætningen sat op et bordtennisbord. Det er en populær afveksling for de 10, som holder liv i Bergensfjord om dagen.
– Små hendelser blir store, smiler Gunder.
Matros Lisbeth fortæller, at kreativiteten blomstrer blandt de tilbageværende af besætningen.
– Vi tar godt var på hverandre og finner på saker og ting vi vanligvis ikke har mulighet til. Måltidene blir veldig viktige, for da får vi virkelig pratet sammen. Så gjør vi også en del sosialt når tidsplanen tillater det. Vi har blant annet vært ute og fisket torsk, som vi spiste til kveldsmat. Så dro vi en tur til Tversted og spise en is. Stor suksess! Som Gunder så riktig formulerer det; små ting blir store, sier den unge matrosen.
En ung matros, som kun ønsker én eneste ting lige nu: Hverdagen tilbage!
Kilde: Fjord Line.
