Hirtshals i mit hjerte

Lokale Martabolette Stecher skriver i denne anderledes upolitiske 1. maj hymne igen om nåden ved at være vokset op i Hirtshals på kanten til Skagerrak.

631

Af Martabolette Stecher

Hirtshals

Da jeg var barn, varede sommeren en evighed. Jeg tænker mig tilbage på de mange lange ture, jeg tog som barn, hvor jeg gik langs vandet fra foden af Fyrklit ved Fyret i Hirtshals og til Tornby strand. Der var aldrig så mange mennesker ved Fyrklit, for der skulle folk traske ned gennem klitterne med alt deres happengut i det brændende sand med risiko for hugorme og andet kryb.

Når jeg løb og dansede der langs vandet med øje mod Tornby, kunne jeg se alle de mange biler, der holdt på stranden deroppe og fungerede som læhegn for den til tider friske vind. Solen bagede med varmen hængende hen over stranden, der dansede som varmestråler. Dengang tænkte vi ikke på, hvad der mon skete i morgen. Vi var heller ikke interesserede i, hvor vi var om et år. Det eneste, der betød noget, var, om jeg kunne slå småt med en sten, eller få historier med på vejen, når jeg gik der langs vandet og sagde pænt goddag til dem, som jeg mødte.

Jeg kunne dufte Vesterhavets salte brus, når bølgerne brækkede ved en revle. Vi var modige børn fra Fyrbakken, der kunne finde på at udfordre hinanden og svømme ud til både anden og tredje revle og ganske givet endnu længere ud på en stille dag. Når tågen kom, lød sirenen, og vi vidste, at vi skulle skynde os hjem fra vandet, fordi det altid kom og overraskede os.

De lange aftener ved vandet, hvor vi kunne gå og kigge efter rav eller finde en hulsten og ønske. Duften af saltvand i håret, som blev helt stift og strittede i alle retninger. Sandslotte som havet hurtigt tog, men som vi bare byggede op igen og lod os inspirere af de nye muligheder, som en bølge havde skabt ved at rive tårnet på slottet ned. De mange fremmede, som vi mødte på vores vej ved vandet, der havde lejet sommerhuse eller kørt hele den lange vej fra Tyskland med deres campingvogn for at nyde synet af evigheden ved campingpladsen i Hirtshals.

Tiden stod stille. Intet betød mere end det, vi lige var optaget af. Kunne vi finde en skovl i sandet eller en spand, som en familie havde glemt, var det en særlig fangst. Vi tog det, der var, og fik noget ud af ingenting. De somre gemte sig i mit hjerte, og jeg husker dem, som var det igår. Sådan er det nok at være barn af Vendsyssel, hvor pengene var små, og vi ikke tænkte på, hvad vi kunne få, men hvad vi kunne gøre med det, som vi havde. Jeg er dybt taknemmelig for de somre, fordi de gav mig glæden over de små ting og viste mig, at barndommens minder sætter sig som dybe fuger i erindringen.

Tak fordi jeg måtte vokse op i Hirtshals. Du bor i mit hjerte, og jeg længes efter at komme tilbage til barndommens land

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
JytteGodskesen
4 år siden

Det lyder dejligt at have så gode barndomsminderJytte