Projektet indgår i DTU Aquas forskning, som har til formål at skabe en produktion af yngel til akvakultur af ål. Ved hjælp af assisteret reproduktionsteknologi har det været muligt at skabe en stabil produktion af afkom, men begrænsninger i modningssucces, ægkvalitet og fosteroverlevelse hæmmer fortsat en effektiv produktion af levedygtige ålelarver.
Johanna S. Kottmanns forskning bidrager med ny viden om, hvilken betydning moderfiskens ernæring og hormonbehandling spiller for ægkvaliteten og afkommets udvikling. Resultaterne viser, at foderets næringsindhold er vigtig for ægkvaliteten, og at moderfiskens vækst og varigheden af fodringen spiller en væsentlig rolle for larvernes overlevelse. Samtidig er den type hormonbehandling moderfiskene får for at udvikle æg af stor betydning for overlevelsen gennem fosterstadiet.
Forsøgsresultaterne understøttes af studiets biokemiske og molekylære analyser. Analyserne medvirker til at forklare de forskelle i udvikling og overlevelse, som er observeret hos afkommet, og underbygger dermed vores viden om den normale foster- og larveudvikling hos europæisk ål.
Denne viden er særdeles vigtig, fordi den europæiske åls tidlige livsstadier ikke kendes i naturen. For at kunne udvikle yngelproduktion til opdræt af ål i akvakultur er det derfor nødvendigt at identificere ålens naturlige behov gennem forskning.