Coronakrisen slår meget forskelligt igennem i dansk erhvervsliv. Det fremgår af en ekstraordinær oversigt, som Danmarks Statistik har lavet den 16. april.
Den viser, at serviceerhverv og detailhandel er mest negativt påvirket. Industrien er noget påvirket. Bygge & anlæg har kun i mindre grad oplevet negative følger af Coronakrisen.
Dele af byggebranchen oplever tilmed fremgang i forbindelse med krisen. Det illustreres af den aktuelle situation hos Vraa Mørtelværk, der er leverandør af materialer til branchen.
”Vi har en fremgang i omsætningen i år på 20 pct.,” fortæller direktør Leif Sørensen, Vraa Mørtelværk.
Ifølge Leif Sørensen er den største fremgang kommet i leverancer til tømmerhandler og byggemarkeder. Årsagen er, at mange private under krisen sætter gang i projekter i privatboligen.
Men Vraa Mørtelværk har også oplevet en markant fremgang i salget af tørmørtel, efter at virksomheden sidste år tog en nyt produktionsanlæg til 20 mio. kr. i brug.
”Vi havde naturligvis budgetteret med fremgang i salget. Ellers havde vi ikke investeret i anlægget. Men faktisk ligger vi i 1. kvartal 10 pct. over budgettet. Det er ikke på grund af større aktivitet i byggeriet, men fordi vi med et mere tidsssvarende produkt er i stand til at erobre en større del af markedet,” siger Leif Sørensen.
Leif Sørensen forventer dog ikke, at den gode aktuelle situation varer ved.
”Når jeg taler med kunderne, er der udtalt skepsis overfor, hvordan det skal gå i 2. halvår. Der sættes simpelthen for få projekter i gang i øjeblikket.”
Private annullerer ordrer
Brancheorganisationen Dansk Byggeri melder om et stort antal ledige, specielt hos de virksomheder, der opererer på det private kundemarked.
”Vores undersøgelser viser, at halvdelen af de små og mellemstore virksomheder i byggebranchen oplever, at private kunder annullerer deres ordrer, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.
Få frygter afvikling
De tre tabeller fra Danmarks Statistik nederst i denne artikel viser de overordnede resultater for de fire hovederhvervsgrupper i deres besvarelse fra den 16. april af tre spørgsmål om COVID-19.
Danmarks Statistik konkluderer, at der er ganske forskellige påvirkninger af COVID-19 i de fire erhverv. Mest påvirket er serviceerhverv og detailhandel, mens industrien er noget påvirket. Bygge & anlæg oplever kun i mindre grad påvirkning på grund af COVID-19.
Også påvirkningen på virksomhedernes omsætning er meget forskellig. Hovedtendenserne er, at industri og bygge & anlæg oplever en uændret eller lille nedgang i omsætningen, mens påvirkningen inden for serviceerhverv og detailhandelen varierer meget.
Mere entydigt er det, at de fleste virksomheder ikke ser nogen risiko for at skulle afvikle eller i hvert fald kun en lille risiko. Fald eller øgning i omsætningen har også forskelligt mønster imellem erhvervene.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.