Sognepræst i Horne og Asdal
Kirken den er et gammelt hus/ står om end tårnene falde…
…sådan skriver Grundtvig i en salme fra 1836. For hans tanke er, at kirken er meget større en kirkerummet.
Kirken er overalt, hvor vi er samlet i Guds navn. To eller tre – ja, i denne tid også bare en eneste!
Og når som helst vi kalder på Ham, er Gud hos os ’i hele sin vælde’.
I et vers, der for længst er slettet fra salmen, er Grundtvig endda så fræk at påstå, at hverken præst eller konge er nødvendig.
Ordet og ånden kan sagtens klare sig alene.
Det er jeg nu ikke helt enig med ham i (hvad I nok kan regne ud!).
For hvor afmagten er, hvor ensomheden er, hvor frygten er – der skal præstens stemme også være!
Og sjældent synes jeg, at den stemme har været vigtigere end nu.
Men Grundtvig har en mission. Han vil hele tiden minde os om, at tro ikke er fire vægge og et tag.
Tro er liv.
Og at VI er de levende stene.
Os alle sammen.
Høj og lav. Tyk og tynd. Ung og gammel. Syg og rask. Modig og svag. Præst, bonde og fisker.
Det er godt at huske på lige nu.
Her kommer 3. vers af salmen:
’Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde’
DDS nr. 323
