Endnu et forsøg på at finde en effektiv behandling vil i løbet af de kommende uge blive udrullet i Danmark og Nordjylland. Dermed er Aalborg Universitetshospital igen med helt fremme i frontlinjen i kampen mod coronavirus.
I et forsøg på tværs af de danske regioner vil man behandle syge corona-patienter med blod fra raskmeldte corona-patienter – via en såkaldt immunoverførsel. Det fortæller Henrik Nielsen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
– Når vi gennemløber en infektion, og vores immunsystem reagerer på det, så danner der sig antistoffer, som er med til at bekæmpe infektionen og gøre os raske, siger Henrik Nielsen.
Antistofferne findes i blodet – helt specifikt i den del af blodet, som betegnes ’plasma’. Derfor vil raskmeldte corona-patienter nu blive kontaktet af Region Nordjylland med henblik på at afgive blod til syge patienter.
– Og så kan man bruge det plasma og indholdet af antistoffer i behandlingen af nye patienter, som kæmper med at blive raske, og hvor deres egen krop ikke er stærk nok til at danne antistofferne, forklarer Henrik Nielsen.
Han håber, at de første corona-patienter kan modtage behandlingen indenfor 14 dage.
Forsøgsperson blev hurtigt rask
Forsøget med immunoverførsel fra raske til syge patienter er det andet, som Region Nordjylland tager del i. For tre uger siden ankom medicinen Remdesivir til Aalborg. Nordjyske corona-patienter skal som del af et større internationalt forskningsprojekt modtage medicinen, der også er brugt mod de tidligere coronavirusinfektioner SARS og MERS.
– I Aalborg gik det godt med den første patient som hurtigt blev rask og udskrevet. Og for øjeblikket har vi andre patienter i behandling, mens de er indlagt, forklarer Henrik Nielsen.
Dog er det stadig for tidligt at sige noget entydigt om medicinen Remdesivirs virkning mod corona-virus.
– Lige det her lægemiddel har været undersøgt før, og der har man i mindre omfang kunne konkludere, at det havde nogle effekter. Det, vi venter på, er den store undersøgelse, som pågår for øjeblikket, fordi man skal have mange hundrede undersøgt, før man kan sige noget med sikkerhed.
Holdet bag det internationale forskningsprojekt med Remdesivir forventer et endeligt resultat i løbet af maj måned.
Kilde: TV2 Nord.