Historien om Bindslev Gl. Elværk

Af Arne Povlsen


Møllebækvej 4
Uggerby

Den, som ser navnet Bindslev Gl. Elværk for første gang, vil ikke kunne have drømt om, hvad det navn rigtigt dækker over.

Kommer vedkommende til fods fra p-pladsen ved naturlegepladsen ved solnedgang, er stemningen nærmest hårrejsende. I starten høres der en svag brusen fra syd. Er der et vandløb i det ellers flade landskab heromkring? Følger man lyden kommer man til en å, Uggerby å vil nogle vide, med en lille smal gitterbro, som fører een over åen, der dovent og dampende kommer fra sydvest og drejer mod vest for så voldsomt at bruse over en kant.

En voldsom kontrast til stilheden fra før. Bare rolig, der sker nok ikke noget. Du er oppe og vandet er nede under broen. På den første del på vej over er der en fisketrappe, som består af godt 10 bassiner, ca. 5×5 m er de hver – lavet af natursten og holdt sammen af beton. Bassinerne er forskudt og forsat i forhold til hinanden, således at vandet løber fra bassin til bassin i små trin. Ved dette får fiskene mindst muligt niveau at skulle forcere på vejen op. De små fisk ser man ikke over vandet – kun de store – hvis man er heldig.

På den sidste del af turen over broen passerer man et stryg også af sten og beton, hvor det
vand, som ikke bruges i fisketrappen, løber. Har det regnet meget, er vandet meget grumset. I andre perioder uden regn, som nu her til aften, er vandet næsten helt klart.
Neden for stryget svømmer/dykker en vandstær, der som bekendt trives bedst ved strømmende vand – et fint sted den her har fundet !

Når man er kommet over broen er åen pludselig på begge sider, blot til højre 3-4 meter dybere nede – det føles mærkeligt og forvirrende – nogle vil tænke – hvorfor denne fisketrappe og dæmning ? Den er vel ikke lavet for bare at være flot og imponerende?

Længere fremme ses nogle gule huse, den ene bygning med noget jern med nogle hjul foran. Måske begynder man at tænke, at de må have noget med vandet at gøre. Husker man

samtidigt navnet Gl. Elværk vil nogle allerede have regnet ud, at det må være, fordi man bruger vandets faldhøjde til at lave el-bingo – det var helt rigtigt. Med vandet på begge sider vil man måske også have gættet, at bygningen er lavet på land, før man har lavet dæmningen. Det er også rigtigt. Sådan startede man. Helt nyt ser det nu ikke ud. I baggrunden for enden af en lang gang er der et hus af den type, som man byggede i 30’erne.

Selve værket med jern og hjul ser ud til at være af ca. samme alder, men det er ikke rigtigt, da det meste blev bygget i 1919–1920. Nu er man helt fremme ved et rækværk, som forhindrer en i at falde i vandet, eller lige her nærmest ned på en slags platform, som kun er ca. 40 cm over vandet. Lige netop denne dag går der et par mennesker nede på platformen. De var lige kommet op af et hul under gangbroen, som løber mellem jerndragere og hjul på venstre side og en høj bygning på højre side. Den ene har en stor svensknøgle i hånden.

Den anden går op på gangbroen og drejer på et af håndhjulene. Hullet, som de var
kommet op af, fortsætter helt ind under bygningen. Ved at dreje på håndtaget løftes en af de porte, der sidder som en mur mellem åen på den ene side og hullet på den anden, sig en smule, og straks lyder der en voldsom brusen samtidig med, at vandet vælter ned i hullet gennem en nu åben sprække i den øverste del af porten. Turbinekammeret kalder de hullet, fordi som de siger: Over et hul i bunden af kamret står en nyrenoveret turbine.

Denne består af et vandret vingehjul med en aksel op gennem gulvet til rummet ovenover og en krans af ledeskovle, 16 i alt, som leder vandet ind på hjulet, som derved drejer rundt. En del af kransen med ledeskovlene kan drejes, så skovlene kan åbne og lukke for vandet alt efter behov.

Vandet løber videre gennem en kort tunnel, som munder ud på bagsiden af bygningen under vandspejlet, fordi det giver den største udnyttelse af vandets energi. Energien
kommer fra vandets tryk på forsiden af hjulet, og suget fra den sidste lille højdeforskel fra hjulet ned til åen ́s niveau på bagsiden.

Medens de har talt, er ”turbinekammret” nu blevet helt fyldt med vand. Den sidste luft bobler op, og der er nu blevet helt stille. Nu kan porten uden besvær hejses helt op. Der er en fri åbning, under porten på 1,7 x 2,5 meter. Det er denne vej, vandet skal fra åen og ind i turbine-kammeret. Dog er der nede i vandet foran porten en masse jernstænger med 1 cm mellem hver. Disse jernstænger ender over en rende tæt på porten.

Den ene af mændene drejer en kontakt, og straks begynder en rive at køre på bagsiden af jernstængerne – en automatisk risterenser kalder de den – nå!. Riven fører siv og græs op langs de glatte ristestænger – der kom en strømpe og et grønt æble sikkert fra et træ, som hænger ud over åen et sted langt opstrøms værket – vandet til værket kommer fra et opland på 280 km2. Ca.125 mill. m3 vand løber der hvert år forbi elværket. Det ved man, fordi der siden 1917 har været målt herpå. Man ved også, som alle der bor tæt på åen, at vandmængden svinger med nedbøren år for år, det er naturen som bestemmer.

Platformen, som er foran portene, er kun få år gammel, kan man se, og de siger, at den er lavet ved, at der er sat en væg af 11 meter lange spunsjern ned i åen foran hele værkets vandindtag. Efter at denne væg var sat, sank åen indenfor muren til samme niveau som på bagsiden af værket, dvs. 3-4 meter. Derefter blev alt gammelt mørnet beton, rustne riste, gamle knallerter, håndvaske, træstammer, 100 flasker m.v. fjernet.

I næste fase blev der støbt ny bund og vægge indtil 3,5 m ud foran de gamle porte. I væggen foran det hele blev der lavet huller, så vandet kan komme ind i værket. Disse huller er lavet, så de kan lukkes med noget kraftigt tømmer, så det er muligt at renovere hele eller dele af det gamle værk i takt med behovet – og ikke mindst pengene. For som de siger er det alt for dyrt at sætte en midlertidig spunsvæg til 135.000,- kr. ned hver gang, der skal røres ved det gamle værk – under åen ́s normale vandstand.

Æblet plasker ned i renden efter risten og bliver skyllet væk tilbage i åen igen, hvor det kom fra. Nå! Men hvorfor så risten? Jo, bare fordi fiskene, ”smolten”, som de små ørreder kaldes, hvert år trækker ud i havet og vokser sig store, og om alt går vel, vender de tilbage til åsystemet igen som voksne store havørreder for at gyde. Efter gydningen vender de også tilbage til havet igen. På denne vandring frem og tilbage sikrer risten, at fisken ikke kommer til skade i turbinen, (bliver lavet til fiskefars er der nogle, som siger, dog lidt i sjov), selv om den løber relativt langsomt i forhold til nutidigt mekanik, kun 135 omdrejninger pr. minut bliver det til.

Når nu snakken går om risten, fortæller de også, at de på de sidste 2-3 torsdag ́s aftener, hvor de mødes, har lavet en 13 meter lang trægangbro på bagsiden af værket.

Den skal bruges for at komme ud til midten af værket, hvor vandet kommer ud. Her skal der også monteres en rist. Ganske vist ikke med den automatiske rive og heller ikke med en helt så tæt afstand mellem jernstængerne, men alligevel en rist. Denne rist har til formål at gøre de store havørreder opmærksomme på, at her kan man ikke komme igennem og derved få dem til at vælge den rigtige vej hen til fisketrappen.

Så nu kører turbinen siger de og smutter rundt om hjørnet og ind i maskinrummet. På samme vej kommer man først gennem et rum med nogle store eldimser, transformatorer kalder de dem. De har været brugt i en lang periode til at supplere den jævnstrøm, man selv producerede til byen Bindslev med omegn. Når der var for lidt vand i åen, tørke eller isvinter, købte man 10.000 V vekselstrøm fra Hjørring og ensrettede den til jævnstrøm ved hjælp af en kviksølv-dampensretter. Det er den store glaskolbe, som ses til højre i rummet.

Når strømmen var lavet om til jævnstrøm, kunne den føres ud til værkets forbrugere. På væggene i det samme rum hænger nogle plancher, som fortæller noget mere om området og også viser hvilke gårde, der fik strøm fra værket. Man kan også læse, at værket leverede strøm til forbrugerne i perioden 1919 – 1968. I begyndelsen af 80érne fik man værket i gang igen, nu med strøm til varme på byens fjernvarmeværk. Det stoppede dog igen, byen fik kraftvarme. Strømmen blev herefter kun brugt til opvarmning af boligen ved siden af værket, og det fik også en ende som følge af nedslidning.

En af de sidste sætninger på en af plancherne opsat i 1999 slutter med: ”Da Bindslev Gl. Elværk er et af de sidste jævnstrømsværker i Europa, er der nu nogle lokale, som forsøger, at få værket i drift igen”. Nå det er det, de er i gang med. Skal det sættes i drift igen ? De viser billederne, som hænger til højre i maskinrummet, og de viser de ting, som de har lavet.

Renoveret beton, ny rist. Renoveret turbinen med mange nye reservedele. Dynamo renoveret med nye kul og lejer m.m. Renoveret hydraulikregulatoren, som åbner og lukker for vandet, så omdrejningerne bliver holdt konstant på de 1000 omdrejninger til dynamoen. Alle ting er hurtigt at sige, men har hver for sig taget måneder.

Tydeligst i dag er, at der monteres nyrenoverede instrumenter på tavlen til venstre. En anden står og roder lidt med gearkassen, som ændrer retningen af akslen, som kommer op af gulvet samt øger omdrejningerne til Dynamoen. Der er tilsyneladende lidt olie, som løber ud et sted. De fortæller, at de flere gange i forløbet har været ved at blive vanvittige. Så snart et problem er løst, kommer der et nyt, som de ikke kendte noget til, før de gik i gang.

Godt det samme, for så var vi nok aldrig gået i gang, siger de og peger samtidig på noget vand, som pibler op flere steder fra nogle revner i gulvet. Det skyldes, at der nu er fyldt vand i turbinekammeret neden under – det er også et problem, vi skal have løst meget snart – fugt er ikke sundt for alt det jern og malet murværk, som er i rummet. Det er som så meget andet ikke særligt svært, men dyrt. Det sværeste ved hele arbejdet er næsten, at hver krone skal vendes så mange gange, at den er helt blank, før den bruges!

På en lidt laset seddel står der ”Målet for Bindslev Gl. Elværk er, at det skal bevares så originalt og så funktionsdygtigt som muligt”. Det er et stort mål, må man sige.

Det er det, og det tager lang tid. De peger igen og fortæller, at der er to turbiner, en stor og en lille. Det er den store, som de i øjeblikket koncentrerer sig om, men siger med et lille smil, at de har lidt planer for den anden turbine, som har et stort svinghjul og mange remme. Det bliver flot, når den også snurrer, smiler de lidt skævt.

Lige nu snurrer regulator og dynamo lystigt på den store turbine. 225 volt siger en henne ved tavlen. Er det kun for sjov, eller skal den køre hele tiden? Det er målet, som det har været det, siden målet blev udpeget for 3 år siden. Årsagen til dette er meget simpel: værket skal have en lille indtægt, og der skal være så meget i drift, at det er spændende nok til, at nogle vil bruge deres fritid på at holde det ved lige, ellers forfalder værket igen. Man kan ikke skaffe penge til alm. drift, men kun til arbejder, som gør noget bedre end det var før – giver en udvikling m.m.

Helt aktuelt arbejdes der på strømafsætningen med god støtte på mange fronter fra ENV A/S, så det skal nok lykkes. Det er vi helt sikre på, siger de alvorligt – vi skal være klar inden jul – i år. Ligeså alvorligt siger de: Alle de arbejder, vi har udført og har ordret, koster mange penge – penge som vi på forskellig vis har fået, søgt om og indsamlet. Vi runder meget snart de 3⁄4 mill. kr. i kontanter, og dertil kommer alle de ydelser og varer, som vi er blevet sponsoreret fra mange virksomheder, og sidst, men ikke mindst alle de timer, som er blevet brugt af alle mulige forskellige mennesker. Han peger på en lille stak sedler med girokort, som opfordre en til at blive medlem af ”Værkets Venner”. Det hjælper også økonomien.

Alle disse forskellige bidrag forpligter nærmest uhyggeligt nu og på længere sigt til, at det skal lykkes at bevare Bindslev Gl. Elværk så originalt og så funktionsdygtigt som muligt til glæde for alle – nu og i fremtiden. Han, som fortalte og snakkede mest, lyder nu efterhånden temmelig hæs. Han får rakt en flaske i hånden af en af de andre. De siger skål til hinanden – snakker om hvad der skal laves næste gang – og siger tak for i aften – vi ses igen næste torsdag.

Nu er det helt mørkt og tåget omkring værket. Det er svært at finde vejen tilbage til p-pladsen, men lyden fra fisketrappen viser vej. Et fantastisk sted dette her, næsten som en tur tilbage i tiden.

Nu siger navnet Bindslev Gl. Elværk en meget mere. Og man fandt ud af, at navnet Bindslev Gl. Elværk dækker over et vanddrevet jævnstrøms producerende elværk bygget ved Uggerby å i 1919 af ”Bindslev Andels Elektricitetsværk” med det formål at forsyne byen med elektricitet til lys, samt at området i dag drives af den ”Selvejende Institutionen Bindslev Gl. Elværk”, som dækker over en 6 mands bestyrelse, som sammen med øvrige frivillige arbejder med stort og småt for at få det hele sat tilbage i tiden!

Skrevet af en, som har oplevet det hele og meget mere, men som dog har tilladt sig at stille sig lidt til side som iagttager.

Link til tidligere artikel

Nyt område planlagt omkring fisketrappen i Bindslev