Når spærringen fjernes, vil det give fri passage for fisk til 250 km vandløb opstrøms fisketrappen.
Det vil på sigt medføre bedre fiskevand i hele Uggerby Å, og dermed øget lystfiskerturisme. Det vil også forbedre leveforholdene for mange forskellige vandlevende dyr og planter.
Samtidig vil projektet ændre området omkring den nuværende fisketrappe og det gamle elværk markant. Et område, som rigtig mange kender og holder af.
Derfor har en følgegruppe med repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening Hjørring, Bindslev Gl. Elværk, Uggerby Kanofart, Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening, Grøn Guide og BHE Bindslev været inddraget i dialog omkring projektet.
Der har også været afholdt flere borgermøder.
Hvorfor er fisketrappen en spærring?
En spærring er en forhindring for fisk i et vandløb. Den forhindrer fisk, der vandrer, i at komme op til gydebanker og levesteder længere oppe i vandløbet.
Undersøgelser har vist, at fisketrappen hindrer omkring 90% af bestanden af laks og ørreder i at komme forbi trappen. Andre arter, som fx lampretten, kan slet ikke passere trappen.
Når projektet er gennemført, vil der være fri passage for fisk til 250 km vandløb opstrøms fisketrappen. Det åbner op for bæredygtige fiskebestande i Uggerby Å, og bestande af lampretter, laks og ørred i alle de små fine vandløb opstrøms fisketrappen. Det vil øge lystfiskerturismen og de muligheder det giver i lokalområdet.
Det vil også forbedre leveforholdene for mange forskellige vandlevende dyr og planter, og byde på nye og spændende naturoplevelser langs vandløbet.
Hvad skal der ske?
Teknik- og miljøudvalget har ud af tre mulige scenarier valgt et projekt, hvor fisketrappen fjernes helt. I stedet etableres der et langt stryg, der vil give god mulighed for at se fisk vandre op i Uggerby Å.
Hovedløbet forlægges en smule mod øst for at skabe stryg med tilpas lavt fald, der vil give mulighed for at fiskene kan vandre op i Uggerby Å.
Fra hovedvejen til elværket etableres der en kanal, hvor kanoer kan sejle. Denne kanal fungerer samtidig som vandindtag til det gamle elværk, som fortsat skal fungere og producere strøm.
Du kan se en visualisering af kanalen på nedenstående link. Bemærk dog, at det kun er et bud og derfor kan komme til at se anderledes ud.
Hvordan skal det nye område indrettes?
Det har været vigtigt for alle involverede, at de rekreative værdier i området skal bevares. Derfor tager det valgte projekt højde for at genskabe et naturskønt område, som stadig vil være et yndet udflugtsmål med mange rekreative formål.
Krolfbanen bliver reetableret, og der laves nye stier rundt i området. Der laves også en ny bro over Uggerby Å, så de to sider af åen forbindes. Den nye bro vil blive bredere end den der findes i dag, så den også kan bruges af kørestolsbrugere.
Læs mere og giv din mening til kende her: Hjørring Kommune