Klinkbyggede både er kulturarv

Den klinkbyggede båd er en særlig nordisk bådtype, der i flere tusind år har haft stor betydning for danskernes brug af havet. Bådene har gennem generationer bundet de nordiske folk sammen fra kyst til kyst, bragt Norden ud i verden og verden tilbage til Norden.

427
Tornby Bjergelaugs klinkbyggede fladbåd ved beddingen i Hirtshals Havn. Foto: Arkiv.

Klinkbådstraditionerne er helt centrale dele af vores dybe maritime kulturarv og lokale kystkultur, der nåede et højdepunkt allerede under vikingetiden, hvor vi netop i kraft af know how på dette område reelt var en supermagt.

I dag videreføres traditionerne gennem de få erhvervsfiskere, der stadig trækker deres klinkbyggede kystbåde op på strandene i Nordjylland og gennem lokale maritime fællesskaber, spredt over hele Danmark. Lokalt ses blandt andet de ældre blå fiskekuttere med kendingsbogstaverne HG samt fladbådene hos bjærgelaugene i Tornby, Uggerby og Tversted.

Allan Milton Woller under renoveringen af den klinkbyggede fladbåd hos Tornby Bjergelaug. Foto: Arkiv.

Selv om den klinkbyggede båd, de fleste steder, ikke længere er en betingelse for opretholdelse af livet, er livet omkring træbådene stadig vigtige og relevant for os i dag.

Stærke fællesskaber bag ansøgning
For blandt andre Skibsbevaringsfonden har fællesskaberne omkring træbådene en enorm værdi. Her bliver der passet godt på de stolte traditioner med at bygge, vedligeholde og sejle i smukke klinkbyggede både. De dygtige folk holder liv i en maritim kulturarv, der har udviklet sig igennem et par tusinde år, men nu hastigt er i gang med at blive afviklet.

Fladbåden søsættes fra Tornby Strand.

Det har Skibsbevaringsfonden taget kampen op for. Sammen med ligesindede fra resten af Danmark, Island, Færøerne, Norge, Sverige, Ålandsørene og Finland er dette arbejde nu på vej til at blive nomineret til UNESCO verdenskulturarv. Det er ikke en bestemt båd, der er på vej til at blive verdensarv. Det er livet omkring de klinkbyggede både, som skal anerkendes af UNESCO.

Bådtraditioner er i fare
Denne levende, immaterielle kulturarv er truet. Antallet af klinkbyggede både og evnen til at bygge, vedligeholde og sejle dem, er gennem de senere år kraftigt formindsket. De mennesker, der kan dette, bliver færre. Og med dem forsvinder også de kundskaber, der gør det muligt at holde traditionerne i live. Derfor er det påkrævet med ekstra fokus.

Tversted Bjærgelaugs flotte fladbåd er rammen om et større kulturelt fællesskab ved Tannisbugt.

For at understrege betydningen af disse nordiske klinkbådstraditioner og vigtigheden af at videreføre dem som levende kulturarv, er kulturminister Joy Mogensen, på vegne af den danske stat, medunderskriver på den fællesnordiske ansøgning til UNESCO.

Initiativet til UNESCO ansøgningen er taget af Forbundet Kysten i Norge. Netværket Nordisk Kystkultur har sikret den brede forankring i alle de nordiske lande. I Danmark står lokale træbådsmiljøer samt Han Herred Havbåde, Træskibs Sammenslutningen og Vikingeskibsmuseet bag.

Fællesskaber
Arbejdet med bådene og sejladserne giver en forbindelse til vores fælles fortid og en nutidig ramme om et miljørigtigt og bæredygtigt friluftsliv med store naturoplevelser. I fællesskab med andre bevares og udvikles traditionerne ved at skabe nye måder at bruge bådene på. Kystfriluftsliv, kystnære sejladser, teambuilding, undervisning mv. Lav din egen mast, sy dit sejl, fang dine egne fisk og oplev naturen og kysten.

Skipper Frank Fauerskov holder kursen støt i fladbåden hos Tversted Bjærgelaug.

Behov for ekstra fokus
Den klinkbyggede træbåd er under pres. Optagelsen på UNESCOs repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv vil bidrage til at bevare viden om traditionen, håndværk og brug af den klinkbyggede båd for kommende generationer.

Den klinkbyggede båd er kort fortalt en levende maritim kulturarv, som fortsat skal binde de nordiske lande sammen.

Fakta

  • Den klinkbyggede båd er en speciel nordisk bådtype. Bådtypen har varieret i form og størrelse. Den er blevet tilpasset lokale forhold som det farvand, den er blevet brugt i, om den har været til fragt, fiskeri, passagerfart eller langfart, hvor mange den har været bygget til, samt hvilke materialer, der har været til rådighed.
  • Klinkbygning beskriver konstruktionen af bådens skrog – eller skallen, om man vil. Ved klinkbygning overlapper de vandrette planker hinanden.
  • Der foregår fortsat nybygning af klinkbyggede fartøjer i Danmark, men i meget begrænset omfang. Ganske få bådeværfter bygger klinkbyggede fartøjer til erhverv. Enkelte museer og private bådebyggerier bygger klinkbyggede joller til privat brug eller som formidling af de maritime håndværk.
  • Hver sommer er der talrige stævner og kapsejladser, hvor træskibene og sejlerne møder hinanden i nordiske havne. Netværket Nordisk Kystkultur knytter også stærke bånd imellem de nordiske landes maritime organisationer.
  • Nordiske klinkbådstraditioner omfatter foruden bygningen også brugen og vedligeholdelse af bådene samt sikring af tilgængelighed til traditionelle materialer.
  • Indskrivning af den nordiske klinkbygningstradition på UNESCOs liste vil sikre synlighed og bevidsthed om vigtigheden af at bevare klinkbådstraditionerne.
  • Dette nordiske nomineringsprojekt er et led i opfølgningen af UNESCOs 2003 konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som alle nordiske lande har underskrevet.
  • Projektet med at få indskrevet nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs er støttet økonomisk af Nordisk ministerråd og Norsk kulturråd.
  • Dansk Folkemindesamling, ved Det Kgl. Bibliotek, forvalter Danmarks arbejde med UNESCOs Konvention til sikring af den immaterielle kulturarv fra 2003. https://levendekultur.kb.dk/
  • Træskibs Sammenslutningen www.ts-skib.dk i Danmark er landsforeningen for ældre brugsfartøjer, med en fartøjsliste på omkring 500 gamle erhvervsfartøjer. Halvdelen af fartøjerne er klinkbyggede.
  • Han Herred Havbåde www.havbaade.dk repræsenterer den åbne strands klassiske kystkultur, hvor fartøjer manøvreres ud og ind mellem revlerne og landes op på strandbredden, hvor alle de landbaserede aktiviteter foregår og landingspladsernes anlæg er i funktion.
  • Vikingeskibsmuseet www.vikingeskibsmuseet.dk er Danmarks museum for mennesket, skibet og havet i oldtid og middelalder. Museet tager vare på den immaterielle kulturarv, der er repræsenteret i de traditionelle maritime håndværk.
1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Jesper E. Olesen
4 år siden

Glimrende artikel, men jeg savner “Nordisk Folkebåd” og Folkebådsklubben omtalt.