Sådan bliver studentereksamen

Ministeren håber på elevernes forståelse for den helt ekstraordinære situation under coronakrisen.

95
Foto: Pixabay.

Selv om det med den gradvise oplukning af Danmark er blevet besluttet, at elever i 3.g og 2.hf skal til den afsluttende studentereksamen til sommer, så bliver der færre eksaminer end normalt.

Det har samtlige partier onsdag besluttet, oplyser Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Helt konkret betyder det, at eleverne på stx, hhx og htx skal op til tre prøver, mens de studerende på den toårige hf-uddannelse skal op til fire. Resten af prøvekaraktererne bliver erstattet af de årskarakterer, som bliver givet i slutningen af skoleåret.

Eleverne i 3.g skal op i tre fag:

  • Skriftlig prøve i dansk
  • Skriftlig prøve i udtrukket fag på A-niveau
  • Mundtlig prøve i den store skriftlige opgave

Hvis eleven har afsluttet prøven i vinterterminen, skal eleven i stedet op i ”den senest placerede udtrukne prøve,” fremgår det af pressemeddelelsen.

Eleverne i 2.hf skal op i fire fag:

  • Skriftlig dansk
  • Skriftlig engelsk
  • Mundtlig dansk
  • Mundtlig prøve i “den senest placerede udtrukne prøve”

Ifølge ministeriet henviser “den senest placerede prøve” til den mundtlige prøve, der ifølge en indberetning indsendt til ministeriet 30. marts er den sidste prøve, den enkelte elev skal aflægge.

Minister er tilfreds med kompromis – Venstre er ikke

Pernille Rosenkrantz-Theil håber, at eleverne tager godt imod løsningen og har forståelse for den helt ekstraordinære situation, selv om det bliver en anden optakt til studentereksamen, end eleverne havde forventet.

– Det er vanskeligt at gennemføre prøver i fuldt omfang i lyset af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og den nødundervisning, som har fundet sted. Derfor er jeg tilfreds med det kompromis, vi i fællesskab er nået frem til, oplyser børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), i en pressemeddelelse.

Og det gør nogle af eleverne – tager godt imod beslutningen. Fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) lyder det således, at man er glade for, at man har fundet en løsning.

– Vores udgangspunkt har hele tiden været, at eleverne i 3. g gerne skulle til eksamen. Det kommer de nu. Det bliver på en anden måde, end vi først havde håbet, men det er en god aftale, hvor eleverne får lov til at vise deres værd i enkelte fag til eksamen og kan forbedre deres karakterer i øvrige fag. Det er rigtig godt, udtaler formand for LH, Oliver Asmund Bornemann.

Venstre: Det er bedre end ingen eksamen overhovedet

Fra Venstre lyder det, at man i partiet havde ønsket, at afgangseleverne kunne tage deres studentereksamen så normalt som muligt.

– Det har vi også fået svar på er sundhedsfagligt muligt (…) Det er bedre end ingen eksamen overhovedet – sådan som regeringen desværre har besluttet på folkeskoleområdet, oplyser Ellen Trane Nørby, undervisningsordfører for Venstre, i pressemeddelelsen.

I Dansk Folkeparti er man også glad for, at der “trods alt” vil blive gennemført eksaminer på de to uddannelser, mens Enhedslisten peger på, at Enhedslisten havde foretrukket helt at aflyse eksaminerne til fordel for en generel ophøjelse af årskaraktererne til eksamenskarakterer.

– Der ligger en kæmpe arbejdsopgave for lærerne og et stort pres på de mange elever på landets gymnasiale uddannelser, der skal færdiggøre deres uddannelse under de nuværende kaotiske forhold. Det er godt, at vi med aftalen kraftigt får reduceret i antallet af eksamener, siger Jakob Sølvhøj, der er undervisningsordfører for Enhedslisten.

Partierne er med aftalen også blevet enige om, at elever på den forberedende grunduddannelse, FGU, på grund af de særlige omstændigheder omkring undervisningen i foråret ikke skal til prøver i år, og at de derfor får standpunktskarakterer i stedet for prøvekarakterer.

Ministeriet oplyser, at det hurtigst muligt vil blive meldt ud, hvad der kommer til at gælde for eux-elever, der afslutter gymnasiale fag, og elever i ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelse).

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments