Deltag i Byforums internet baserede borgerundersøgelse vedrørende Hjørring Kommunes planer om fremtidig anvendelse af Stoltzes Plads på Doggerbanke 1 – 3 – en ny lokalplan, som åbner mulighed for at etablere dagligvarebutikker i området. Undersøgelsen indeholder også vigtige spørgsmål om fremtidige forbedrings- og udviklingsmuligheder i bymidten.
– Det angår os alle – du skal blot bruge et par minutter og deltager ved at besvare spørgeskemaets 10 spørgsmål. Skemaet finder man frem til via Byforums hjemmeside www.byforum-hirtshals.dk – klik på fanen ”Borgersvar”. Undersøgelsen afsluttes den 20. april, forklarer John Kongelslev fra Byforum.
Byforum fungerer som en art borgerforening, der prioriterer sin aktivitet og indsats for udvikling af lokalmiljøet og bosætningen i byen. Og i tråd med dette finder Byforums bestyrelse, det er vigtigt, at lokalmiljøets generelle holdning til denne markante ændring i bymidteafgrænsningen kommer tydeligt frem og videreformidles til Kommunen inden høringsfristens udløb den 28. april.