Havnedirektør Jens Kirketerp Jensen fra Hirtshals Havn fortæller til FiskerForum.dk, at man i øjeblikket lægger havn til en større operation, med at få skroget til den havarerede norske garnbåd Nesejenta vendt omkring, så den igen kan blive bugseret til destinationen Hvide Sande.
Det var efter et slæb i tre dage, fra et polsk værft i Gdansk, torsdag i sidste uge, der ulykkeligt endte med et haveri af den 35 meter lange nybygning Nesejenta.
Den 50 million dyre nybygning var under bugsering af Svendborg Bugsering, men af endnu uopklarede årsager vendte den pludselig rundt 5 sømil nord for Hanstholm. Heldigvis skete der ingen personskade, så kæntringen omfattede udelukkende materiel skade.
Hirtshals Havn er kendt for sin dygtige og alsidige maritime serviceklynge, der med mange store faglige kompetencer og fagspecialister indenfor skibsreparation og bygning, kan komme den nuværende operation med at vende Nesejenta, til gode og til hjælp. Jens Kirketerp Jensen forklarer videre, at man i bassin 1 i Havnen, nu forsøger en vending af den store norske garnbåd og at Havnen er klar til at bistå med alt det som skulle blive nødvendigt til en sådan opgave.
Der foreligger på nuværende ingen forklaring på den pludselige »turn over« for den norske garnbåd, under bugseringen. Men man må forvente at en søforklaring / forsikrings-sag vil kaste lys over denne del af sagen.
På værftet i Hvide Sande venter man spændt på de næste timers udvikling, for også har havariet skabt en »forskydning« i kalenderen.
Kilde: FiskerForum.