Femte afsnit…

Solnedgang Over Vandlandet er en satirisk allegori over den vesteuropæiske situation skrevet af Paw Rytter. Dette er en af den slags historier, hvor alt, der kan gå galt, går galt. Gode intentioner, uskyld og kærlighed bringer død og ulykke. Sarte og bornerte læsere bør nok standse læsningen her...

111

NÆRT BESLÆGTEDE, MEN DOG FORSKELLIGE

Lissie sænkede sig ned i jacuzziens boblende vand og gøs af velvære. Hun var havnet ved en særdeles velplaceret dyse. Den spulede direkte ind mellem hendes balder. Det var skønt endelig at slippe af med den kriblende fornemmelse. Hun havde lyst til at krænge bikinitrusserne ned eller i virkeligheden bare hive dem af.

»Åh Per, er du ikke sød at hente eller andet at drikke, en rom og cola eller noget?«

»Hvad er det med dit ben?«

Fjodors havde et nasty sår i knæhasen. Gulligt pus klistrede til kanten et mørkerødt, nej rødsort hul. Men det var ikke det, der bekymrede Dimitri. Nej, det der bekymrede ham, var den rødmen, der spredte rundt om hullet. Et område på størrelse med en hånd.

»Ah, det er ikke noget, det var bare en byld. Jeg fik has på den i saunaen. Varmen gjorde det let at presse pusset ud.«

»Vi må hellere gå tilbage og hælde lidt vodka i såret, inden det lukker sig.«

»Hold nu op med at være så pylret, du lyder som min babushka. Lad os gå op og stene i en jacuzzi. Hent et par øl, så finder jeg den med de bedste damer.«

Da Per kom tilbage med drinks, sad en af russerne fra saunaen ved siden af Lissie. Han lignede faktisk en, der havde røget en ordentlig koger. Per rakte Lissie hendes drink og gled ned på hendes anden side.

»Hva så, har I hilst på hinanden?«

»Ja, selvfølgelig. Fjodor this is my friend Per.«

Russeren rakte hånden frem. Per gøs, da de hilste, hånden var stor som en spade. Egentlig underligt, for russeren var ikke specielt stor i det i øvrigt.

»Yes, I know my hands are big, my mother lived near Chernobyl.« Russeren grinede dumt. »Radiation you know. I am a freak. You should see my …« Og så gjorde han et sigende nik i retning af skridtet.

Lissie fnisede. Hun havde faktisk bemærket det i saunaen. Den var godt nok stor.

For pokker, Fjodor havde skudt papegøjen. Han havde fået plads ved siden af den lille honningdåse fra saunaen. Da Dimitri så, hvad Vandlandet mente, en øl skulle koste, var han kommet i tanke om al den dejlige vodka, de havde købt i Fakta. Tilbage i huset tømte han et par af de flasker med kildevand som Madsen havde købt, og fyldte dem.

»Ryk en balle kammerat.« Og så mossede han sig ellers ned mellem Fjodor og sukkermåsen.

Fjodor begyndte at protestere, men Dimitri stak ham en flaske og blinkede. »Hvad skal vi med øl, når der er vodka?«

Per lagde armen om Lissie og trak hende til sig for at markere, hvor hun hørte til.

De to russere var virkelig glade i låget, det måtte man give dem. Lissie virkede, som om hun kunne lide dem. Hun grinede og fnisede og drak friskt med, når vodkaen kom forbi. Hendes kinder havde fået farve, og hun virkede temmelig kåd, faktisk lidt a la den aften, han spurgte, om hun ville med herop. Han havde lyst til at stikke en hånd ned til fissen og mærke, om hun var på. Egentlig var det cool nok, hvis hun havde lyst til at kneppe med russerne, men han skulle satme være med.

Hans Otto Heimdal standsede ved vandkanten og skuede ud over Lagunen. I grunden var det et mageløst sted. Sært at der ikke var flere ud at bade, vandet så virkelig indbydende ud. Tænk hvis man havde været ved muffen, så kunne man tage hertil, når man lystede. Nå, velhavende mennesker havde sikkert også deres trakasserier. Meningsløse møder med revisorer og bankfolk. Den slags ville han nødigt udsætte sig for. Og hvad med karmaen? Mon ikke den fik vel rigeligt med skrammer undervejs? Man blev vel næppe velhavende uden at træde på andre, og den slags kostede dyrt i det store regnskab. Ja, når det kom til stykket, så havde velstand sikkert flere bagsider end fordele. Og hvad betød det i grunden? Nu var han her jo, og hvem sagde, han ikke ville vinde en anden gang? Hvor pokker var det nu, han havde vundet opholdet? Var det i Psoriasis- eller Diabetesforeningen? En af dem var det, det var han vis på, han kunne bare ikke lige huske hvilken. Men hvor så det vand indbydende ud. Forbistret at han ikke var den lykkelige ejer af et par badebukser. Det var selvfølgelig ikke Det Døde Hav, men mon ikke psoriasissen og det pokkers skinnebenssår ville have godt af at komme lidt i blød? Han så sig stjålent omkring, og øjeblikket efter landede et styks isabellafarvet tekstil om hans fødder. Med en poetisk værdighed trådte han ud af de snavsede underbukser og lod slåbrokken falde. Lagunens lunkne vand tog kærligt imod ham. Oh at være. Oh at mærke vandet kærtegne hin nøgen krop. Hans Otto Heimdal svømmede med overraskende elegance ud i Vandlandets tusmørke vand.

Driftsleder Juhl tog en sidste runde for at sikre sig, at alt nu også var, som det skulle være. Det var rent ud sagt noget rod, at Vandlandet ikke blev lukket ned for natten. Kresten Videbæk var et fjols. Vidste den mand ikke, at folk begyndte at opføre sig som dyr, når solen gik ned? Han havde næsten ondt af de piger, der skulle køre natskiftet. Men så igen. Sådan nogle thaier var vel vant til at se, hvordan vesteuropæere teede sig, når de var på udebane.

Pigerne kørte stedet i toholdsskift. Vagterne gik fra syv til nitten, og han måtte indrømme, at de havde klaret den første dag rigtigt pænt. Havde det ikke været for gæsterne, ville man ikke tænke, at Vandlandet var åbnet. De thaipiger kunne gøre rent. Det lå simpelthen i deres dna. De var helt anderledes end det ros, kommunen havde prøvet at prakke dem på. Thaierne var taknemmelige, bare der var noget at rive i.

Parkeringspladsen så herrens ud, og Juhl noterede sig, at Alex skulle give den en tur med højtryksspuleren som det første næste morgen. Inde ved siden af Lagunen var flere af jacuzzierne begyndte at ligne regulære fester.

»For satan da!« hvæsede Juhl.

En eller anden havde smidt et par højst uappetitlige underbenklæder ved kanten. Han kaldte på en af pigerne og fik hende til at skaffe dem af vejen. Magen til svineri skulle man lede længe efter.

Lissie følte sig småfuld. De russerdrenge storbagte på hende, og hun kunne mærke, hvordan det virkede på Per. Han ligefrem sitrede. Dimitri rakte hende flasken med vodka og sagde, at hun lignede en af Ukraines største filmstjerner. Han nævnte et eller andet uudtaleligt navn, og Fjodor samtykkede.

»Very beautiful, the very best.«

Hun tog en tår og rakte flasken til Per. Netop som han skulle til at drikke, lod hun hånden glide ned til hans pik. Vodkaen spruttede ud ad ham. De andre grinede. Smilende forestillede hun sig den. Arrig og spændt. Hovedet mørkt og dunkende for enden af det rødmende skaft. Hun lirkede hånden ind og masserede den helt urimeligt hårde pik.

Per tog en ny tår af flasken og lænede sig velbehageligt tilbage. Tøjten var tilbage, nu skulle alt nok blive godt.

»Se nu min ven, nu spiller hun den af på det lykkelige fjols.«

Med et blinkede Dimitri fortroligt til sin ven som for at sige, fanden tage mig, og listede hånden ind mellem Lissys lår. Som i en drøm bød hun ham velkommen, tog hånden og førte ham videre. Dimitri nød den glatte seje slim mellem de skamløst svulmende læber.

Hans Otto Heimdal følte sig et øjeblik som et aldrende fjols. Slåbrokken lå der godt nok som den skulle, men underbukserne var væk. Det var lige godt nok ærgerligt, hvem i himlens navn kunne finde på at negle dem? Bevares, det var et par af hans bedste, men alligevel. Nå pokker heller ærgre sig over sådan en biting og den, som havde nolet dem, havde sikkert mere brug for dem end han selv. Da han var kommet i slåbrokken, kastede han et blik på det forbistrede skinneben. Såret så faktisk lidt bedre ud. Kanterne var lyserøde og pæne, det gule snask var næsten væk. Selve sårene lignede dog sig selv, disse mørkerøde uudgrundelige dybe vidnesbyrd om legemets forræderi. Huller der ikke ville hele. Gad vide hvorfor netop skinnebenet var særligt udsat? Spørgsmålet forekom både rimeligt og temmelig oplagt, men han kunne ikke huske, om han havde spurgt sin læge. I nærheden var der nogen, der lo, og han kunne høre, de havde det virkelig dejligt. Skinnebenet gled ud ad hans bevidsthed, og han begyndte at tudse afsted mod den dragende musik af vellykket liv.

Dimitri vendte flasken på hovedet og skar en hjerteskærende grimasse.

»No more vodka, sad but true.«

Fjodor halvsov, men Per og Lissie grinede. Lissies legende hænder havde fået dem til at føle sig tætte, selvom om de i grunden slet ikke kendte hinanden. Når deres blikke mødtes, begyndte kinderne at gløde.

En gamle gubbe kom sjoskende, og Dimitri genkendte ham straks.

»Otto my friend, whats up?«

Hans Otto Heimdal studsede, den unge mand forekom ham bekendt. Åh, det var jo en af dem, der havde besøgt ham tidligere på dagen. Han følte en overraskende glæde ved genkendelsen, næsten som det var en begivenhed ud over det sædvanlige.«

»Come and join us. It’s nice.«

Og ja, det så faktisk rigtigt hyggeligt ud. Hans Otto Heimdal krængede slåbrokken af og hoppede i. Den unge kvinde fnisede bedårende.

»You really are a true hippie.«

Hans Otto Heimdal nikkede og nød fornemmelsen af at blive anerkendt, som den han var.

»Yes I am the original. I live in Thy-lejren. The Danish Woodstock.«

Vandteknologien i Vandlandet repræsenterede det ypperste inden for feltet. Men beklageligvis bygger selv de mest avancerede systemer på et vist mål af tillid til den, der er betjener dem. Ingen kunne have forudset, at Alex bevidst saboterede systemet. I stedet for at tilføre vandet den kemi, der skal til for at holde biologien i skak, hældte han ni tiendedele direkte i afløbet nede i depotet. Det var ikke ond vilje. Blot en ung mands manglende forståelse for balancen mellem det gode og det nødvendige. Derfor skete der ting i Vandlandet. Bakterier fra Madsens svinebedrift formerede sig livligt i den nærende og veltempererede suppe, Fjodors byld var rig på liv. Men det var ikke kun Fjodor, der stod fader. Den kære Hans Otto Heimdal havde også sit at bidrage med. Skinnebenssåret var hjemsted for en særlig sejlivet stafylokok, den der gav børnene i Thy-lejren de for dem så karakteristiske børnesår. Siden midten af 1970erne havde lægerne i Thy forsøgt at få has på disse ubehagelige og stigmatiserende sår, en næsten fyrre år lang krig ført med alt inden for såvel bredspektret som specifik penicillin. Desværre var stafylokokken løbet af med sejren, og for at gøre slemt værre var den tilmed kommet styrket ud af kampen. Nu mødtes bakterier fra Fjodor og Hans Otto Heimdal, nærtbeslægtede, men dog forskellige. Dna-strenge snoede sig. Nye egenskaber trådte ind i verden.


Link til forrige afsnit

Fjerde afsnit…

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments