Hirtshals Handel & Erhverv er blevet medlem af Dansk Erhverv

Det kan være svært under coronakrisen at navigere rundt i alle de nye restriktioner, der løbende kommer fra regeringen, men de gør deres bedste hos Hirtshals Handel & Erhverv.

125
Formand Dorthe Schaltz stående og siddende til venstre for hende handelschef Per Martensen. Foto: Arkiv.

Bestyrelsen i Hirtshals Handel & Erhverv forsøger at følge med, men har svært ved at rådgive, da der er megen jura forbundet med restriktionerne fra regeringen og myndighederne i Danmark. Det er også meget forskelligt alt efter, hvilken butik eller hvilket erhverv, de forskellige medlemmer har.

– På baggrund af dette har en enig bestyrelse valgt at blive medlem af Citychefer og Dansk Erhverv. Disse foreninger har daglige digitale teammøder via video, hvor også marketingchefen for Dansk Erhverv deltager, fortæller formand Dorthe Schaltz.

– Handelschef Per Martensen og jeg ser det som en enorm stor hjælp til sparring ikke kun nu, men også efter coronaen. De ting, der bliver drøftet, og som kunne være relevante for os og medlemmerne, deler vi løbende både via mail og som her på den lokale netavis, tilføjer Dorthe Schaltz.

– Vi vil selvfølgelig endnu engang opfordre til, at alle følger regeringens restriktioner med hensyn til afvaskning, afspritning, gummihandsker ved selvbetjening og afstand til hinanden. Vi har også til vores medlemmer lavet en plakat med anvisninger til ovenstående, uddyber formanden fra Hirtshals Handel & Erhverv.

Desuden har foreningen fremstillet medlemsklistermærke til døre hos butikker og virksomheder med opfordring til at handle lokalt, som bestyrelsen var begyndt at omdele allerede inden coronaens grimme ansigt viste sig. Klistermærket er gratis.

Det er ikke handlen, der skal stoppes, men menneskene, der skal holde afstand.

Foreningen henviser til, at man følger disse link:

www.virksomhedsguiden.dk

www.coronasmitte.dk

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments